Hvilken kamp! Kampen endte 14-18 i SGD favør. Vi havde føringen og bolden med 1½ minut tilbage og skulle bare løbe tiden ud. Søren fumbler bolden, og Rebels får en sidste chance. Heldigvis holder D stand, og vi vinder kampen. Vi manglede 9 af vores spillere. 2 af dem var DL/OL, der havde startet i sæsonens to forrige kampe, Kasper og Benjamin. 1 anden var Noel, som havde startet som cornerback mod Oaks og Towers. Generelt har vi været ramt af en del afbud i sæsonens 3 første kampe. Det er kun 12 spillere, som har været med til alle de 3 første kampe. Det kan nogle gange være et utaknemmeligt job at være træner, når man bruger al den tid, og man ikke får lov til at spille med alle ens brikker. Til Towers-kampen har jeg pt. kun fået 2 afbud.
Rebels havde skiftet defense siden vores træningskamp mod dem, så noget af det, man havde gameplannet, kunne ikke bruges. I omklædningsrummet inden kampen fokuserede jeg på at få forberedt mine spilleres sind, da mine trænere havde sagt, at de virkede uskarpe under dele af opvarmningen. Jeg fik dem til at sidde på et knæ i en cirkel, holdende hånd med lukkede øjne og beskrev, hvordan jeg ville have de skulle opleve det første spil, med de positive følelser jeg havde valgt at lægge fokus på. Ellers forsøgte jeg at holde deres selvtillid oppe under kampen, så de troede på, at vi kunne slå Rebels. Det er altid hvad de tror på, der er afgørende. Glem alt om hvem der faktisk er bedst. Det handler om tro. Det er en ting jeg er begyndt at fokusere en del på: At få spillerne til mentalt at være dér hvor de præsterer bedst. Det er lidt svært, da man ikke får så meget one-on-one time med spillerne til træning. Man kan dirigere meget med ord. At få styre holdets mentalitet er nemmere, da man kan snakke med dem alle samtidig.
Vi kan nu officielt kalde os for et tophold, selvom sejren over Rebels var kneben. Oaks slog desuden Knights 50-12, hvilket var en markant større sejr end deres forrige opgør d. 25/4 som endte 6-24 til Oaks. Lad os se stillingen i U16 JNL
Oaks ligger over os, selvom vi slog dem i vores første opgør. Towers og SGD tørner sammen igen søndag d. 30. maj kl. 11 hos Towers. Det er SGDs chance i den regulære sæson for at bevise, at vi kan slå Towers og ikke er et lige-ved-og-næsten hold mod det pt. bedste hold i DK og forsvarende danmarksmestre. Vores returopgør mod Rebels lørdag d. 19. juni kl. 11 hos SGD bliver også vigtig, da sejren denne gang var kneben. Til den kamp vil Rebels have mødt Demons, Knights og Oaks (i den rækkefølge), så der vil vi have en god ide om, hvor de hører til i ligaen. De vil muligvis have fået nogle flere sejre og dermed mere selvtillid i baglommen. Pt. ved vi kun, at de har tabt til stort til Towers og knebent til SGD, de to pt. stærkeste hold. Jeg er nysgerrig efter hvor de ender. Ellers har vi en god idé om, hvordan holdene ligger i forhold til hinanden.
Der bliver fortsat lagt highlights op på hudl. Highlights fra kampen er pt. ikke færdige, men vil komme i løbet af næste uge.
Gameball: Frøkjær, der steppede op som rookie ILB og leverede mange gode tacklinger.
Tillykke til U19-holdet, der pt. er #2 i deres division, men som desværre ikke står til at få det ene Wildcard, der bliver uddelt på tværs af de 3 divisioner (to øst division og en vest). Herning Hawks er 3-0 og har wildcardet lige nu. Det er ærgeligt, at der ikke spilles en eneste kamp på tværs af øst/vest-divisionen. Lige nu har øst-divisionerne, som sandsynligvis er stærkest, ikke en chance for at stjæle sejre fra vest-holdene. SGDs bedste mulighed for at komme i slutspillet er: Razor går ubesejrede og Hawks ender 6-3. SGD skal være 6-3 med bedre pointforskel end Hawks eller ende med 7 eller flere sejre. SGD har altså råd til at tabe 2 kampe endnu, hvor de skal møde Towers igen, som slog dem 34-0 sidst. Razor vs Hawks d. 30. maj bliver enormt vigtig, for hvis det bliver en tæt sejr til det ene hold, vil SGD kunne få svært ved at få wildcardet.
Senior vandt også idag over Stars 21-10 hos dem. Dermed er Stars 3-2 (tabt til SGD og Razor) mens SGD er 3-0, dog uden at have mødt Razor, hvilket sker d. 4. september hos Razor i den regulære sæson.
Dermed er SGD 3/3 denne weekend, ligesom i 1. spillerunde hvor Rebels (senior), Knights (U19) og Oaks (U16) blev slået. Jeg elsker når alle afdelingerne vinder i samme weekend. Det viser at SGD er på vej i den rigtige retning. U13 talte jeg desværre ikke med, men de har også de særlige stævnedage, så det er lidt anderledes end fulde kampe.
PS. Future Bowl spilles i Farum Park! Juhuu!

