Jeg har måske set denne scene 6 gange fra jeg stødte på den på youtube, da jeg søgte efter leadership, og efterfølgende satte den ind i indlægget. Jeg elsker den film. Okay, 10 gange nu. Mindst.
For mig har valget af kaptajn altid været en stor ting. Signalværdien er enorm. Når jeg snakker om signalværdi, så betyder det, hvad man kan udlede af det. Ens beslutninger siger noget om, hvad der forventes. Eksempel nr. 1 er, at vi Rebels har besluttet, at folk får fremmøde og fravær for at møde op til den åbne tryout. Eksempel nr. 2 er, at vi på Gold Diggers U19 ikke tillod spillerne at have landsholdstøj på til træning, eller når de mødte op til kamp. Begge disse eksempler sender et signal. Det første siger, at vi tager for givet, at folk sætter en landsholdsstandard for sig selv og arbejder for at komme op på det niveau. Det andet eksempel siger, at selvom man er på landsholdet, så er vi ét Gold Diggers hold, når vi er sammen. At vælge at have landsholdstøj på signaler også, at man har fået at vide, at man er blandt Danmarks bedste, og man gerne vil vise det til alle, og dermed skabe to lag på holdet. Det kan også tolkes, som at spilleren siger "Jeg er blandt de bedste, ergo behøver jeg ikke lytte eller arbejde så hårdt." Lære- og arbejdsvillighed er vigtigt, uanset om man er rookie eller landsholdsstarter.
Tilbage til kaptajner. Man kan prioritere mange ting i en kaptajn, men for mig har det perfekte eksempel for holdkammeraterne været en stor ting, der bar stor signalværdi. Spillernes holdning til kaptajnkandidaten betyder også enormt meget for valget. I Gold Diggers senior vælger trænerne to kaptajner og spillerne to. I Rebels stemmer spillerne på kaptajner, og så vælger trænerne med stemmerne som hjælp, hvilket jeg synes er den bedste metode. På juniorniveau er der meget udskiftning fra år til år, så det er vigtigt at have en samtale om hvilke kvaliteter, der er vigtige hos en kaptajn, så spillerne ikke baserer valget på, hvem der er bedst eller mest populær. Jeg har ledt i arkiverne og fandt et kæmpe ark med noterne fra en af disse samtaler med et af mine U16-hold. Jeg tror den er fra 2009-sæsonen.
- Respekten omkring ham
- Sætter holdet over sig selv
- Forstår trænernes plan for holdet
- Kan påpege fejl i holdets indsats og attitude uden at pege enkelte ud. Omvendt skal der også uddeles ros, når det er fortjent.
- Hvile i sig selv
- Være sig selv
- Overskud
- Være et mellemled mellem spillerne og trænerne
Lederskab læres. Jeg har ikke mødt en rookie-spiller, hvor jeg fra første øjeblik har tænkt "Han er en naturlig leder." Det er en rolle man kan vokse ind i, hvis man har den rigtige personlighed. Specielt på U16-niveau har jeg haft svært ved at finde rigtige kaptajner, der var klar til at lede holdet. De eneste jeg har haft var Mads Bonde og Casper Reinhardt deres sidste år på U16. Resten af mine kaptajner har været spillere med den rigtige attitude, men ikke ledere på samme måde. Det hænger nok sammen med, at børn ikke lærer at være ledere, medmindre de har spillet amerikansk fodbold nogle år. Udskiftningen er så hurtig, at man det ene år bare gør, som man bliver bedt om, og næste år skal lede. Det går virkelig stærkt. Jeg kan ikke se lederskaben i almindelig fodbold, da alle spillerne kommunikerer under en kamp: Alle råber kommandoer og har en holdning. Det er et totalt fladt hieraki. Selv træneren virker til at være på niveau med spillerne. Jeg forstår ikke at det kan fungere.
Når lederskab skal læres, hjælper det med gode eksempler at se op til. Jeg tror også det kræver en villighed til arbejde med ens personlighed, tankegang og reaktioner.
Perfekte kaptajner
På U17-landsholdet var André Houdét den ultimative kaptajn. Man kan se målrettetheden og roen stråle ud af ham i "Young guns." Efter den sidste kamp fortalte jeg ham
"Du er en fantastisk og positiv leder."
Hvor alle andre på holdet kæmpede med at få styr på deres spil, havde han overskuddet til at hjælpe andre og havde den der aura, der fjerner nervøsitet hos medspillerne. Han fortæller i "Young guns", at han har lært meget fra Mark Terkelsbøl og Niels Holm. Det er jeg ikke i tvivl om. Når man sættes blandt ledere, der er en generation ældre end én, vil man ubevidst videreføre deres værdier til ens eget niveau, da man kan mærke, at de mangler på ens eget niveau. Man kan sige det samme med trænere - Der er utroligt mange af de ting jeg gør, som jeg har arvet fra den ene head coach jeg har coachet under, Bjørn "Basse" Stadil. Det er ikke nogen ting jeg tænker over, det er bare sådan man gør. Det er først, når man skifter trænerstab, at man indser, at tingene kan gøres på en anden måde, eller at ens ubevidste måde faktisk er bedst. Det er en af tingene, der gør, at overgangen fra U19 SGD til senior Rebels har givet stof til eftertanke. Man oplever en anden måde at gøre tingene på og skal reflektere over ting, som man altid har gjort automatisk på én måde.
Hvis man kigger på min tidligere kaptajn på U19 SGD og på U19-landsholdet, Mads Bonde, er han en fantastisk kaptajn, da han altid forstår præcis, hvad trænerstaben vil opnå. Selv hvis han ikke forstod det, ville han stadig bakke loyalt op, da han accepterer, at football kræver et hieraki og disciplin. Han er ikke bleg for at give holdet en røffel, hvis indsatsen og attituden er utrilstrækkelig. Han sætter en utrolig høj standard for sig selv, og hans fejl æder ham (hvilket egentlig er en dårlig ting), hvilket gør, at han kan tillade sig at kræve et minimumsniveau fra andre. Han giver trænere en heads-up, hvis der er en situation med en spiller, som måske skal håndteres og fungerer som et godt mellemled mellem trænerne og spillerne. Patrick Klarskov var også sådan. Jeg roster ham på et tidspunkt for hans håndtering af et eller andet. Han sagde til mig
"Ingen over holdet, coach."
Jeg havde lyst til at give ham et kram lige dér.
Hvis jeg kigger på mig selv, var der intet ved mig, da jeg var yngre, der indikerede, at jeg ville få en lederrolle, da jeg er indadvendt og passer mit eget. Med tiden har jeg kigget mere og mere på lederne omkring mig og tænkt "Det kan jeg gøre bedre eller i hvert fald ligeså godt." Og i gennem en konstant process af trial and error, selvevaluering, feedback og se på andre er jeg havnet der, hvor jeg er nu, angrebskoordinator for et seniorhold. Det havde jeg aldrig troet jeg kunne gøre, selv bare for et år siden. Hvis man kigger på hvor mange af mine nuværende kvaliteter, der kommer fra mig selv, er det den velovervejede perfektionist. Alt det andet er noget jeg har taget/lært fra andre og oversat til noget, som passer til min personlighed. Jeg tror ikke der var en eneste af mine juniortrænere, der så på mig og tænkte "ham der Hjorth kan blive god træner og leder på et seniorhold en dag." Lederskab udvikles i personer med de rigtige kvaliteter og villigheden til at forbedre sig selv.
I NFL snakker de altid om, at quarterbacken er lederen og kaptajnen på angrebet. Hvorfor siger man, at QB'en skal være en leder, og han bør være kaptajn? I Gold Diggers har vi gået i modsat retning. Alexander Cimadon er ikke kaptajn hos Gold Diggers senior. Casper Reinhardt er ikke kaptajn på U19-holdet. Søren Skjødt var ikke kaptajn på U16-holdet. En QB har typisk rigeligt at tænke på, så hvorfor lægge et helt nyt ekstra ansvarsområde på hans tallerken? Så er han bedre tjent med at fokusere på sin eget opgave.
Andet
En af de sværeste ting ved at være HC var, at man havde utroligt få man kunnne sparre med det om det at være head coach. Man kan sparre med ens trænere om situationer, beslutninger og reaktioner, men jeg har aldrig diskuteret fremtoning og de overordnede værdier man udtrykker som HC med mine trænere. Det er kun personer, der har været head coach, der helt forstår, hvad det betyder. Jeg har kun haft én head coach inden coach Williams, og det var Bjørn Stadil for 5 år siden. Når vi mødes, snakker vi stadig om head coaching ansvaret. Coach Williams er så min head coach nummer 2, og det er rart at kunne læne sig op af én for en gangs skyld.
Bill Belichick lærte mig et fantastisk simpelt trick - Tag en vandflaske og hæld vand på boldene under træningen. Det tvinger spillerne til at lære at spille med våde bolde.
Mit navn staves Nicholas Hjorth. Som Victor Andersen sagde det "Så der er 3 H'er i dit navn, og de er alle sammen stumme." Når man googler "Coach Hjorth", så får man links om ADHD coaching op. Når man googler "Coach Hjorth blog", er jeg det 5. link på første side. Rising through the ranks.
Jeg tror jeg har lært betydningen af blue collar football. Det betyder, at man arbejder hårdt dag ud og dag ind og forventer ingen anerkendelse for det. De værdier Williams lægger træningsplan udfra er blue collar football. Vi snakker om at konkurrere mod hinanden så direkte som muligt på alle mulige måder, om at løbe, brække sig og løbe videre uden at klage. I Rebels er det givet, at vi er villige til at betale en langt større pris for at komme i fantastisk form end mange andre hold er. Kombinationen af Williams' fightermentalitet og min teknikfokus er faktisk rimelig god.
Det er stort, at Danmark har 3 spillere på developmental team. Click på "others" for at finde roster og bios. Spillerne er Christian Cederquist, Johannes Hylby og Simon Mathiesen.
Jeg bliver nødt til at forevige dette billed. Amager Demons har i forbindelse med deres rookie day lagt følgende billed og slogan op på usfootball:
