Vi kører shotgun med 4 WRs og option løb. Grunden til at vi kører det system, er, at vores senior-hold kører det, og det er det system, som jeg har mest erfaring med at køre. Vi har kørt systemet nu i 3 år, hvilket giver spillerne en stabilitet.
Det kan godt være at de andre coaches ved præcis, hvad vi gør med bolden, og hvordan vi stiller op, men de skal have deres U16-spillere til at kunne reagere rigtigt på de forskellige ting vi gør. Når der er konstant udskiftning på samtlige U16-hold, er det svært at få opdrættet nye spillere, som kan se og reagere rigtigt på de ting vi gør. Selv hvis det var et senior-hold, ville det ikke være så stort et problem, da offense handler om eksekvering. Det bliver i sidste ende et spørgsmål om, at vi kan eksekvere spillet mere effektivt end du kan reagere og stoppe det. Taktik handler om træk og modtræk, som får modstanderen til at tvivle og reagere forkert eller langsomt. Jeg vil snakke mere om det i mit næste indlæg.
Stabiliteten gavner også os, da spillerne opnår en tryghed i alt hvad de gør. Casper Reinhardt (vores starting QB sidste år) syntes en overgang, at det var træls at køre præcis det samme offense år efter år og tiggede mig om at køre under center. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville hjælpe os at køre under center, da man ikke skal tilføje ting, medmindre de passer ind i filosofien. Det, at han keder sig, betyder, at det hele sidder på rygraden af ham, og han ikke behøver tænke over de mange ting han skal gøre men bare kan tænke på at levere det bedste kast nogensinde. Hvis jeg kan skabe så meget rutine, så har jeg opnået mit mål, nemlig at give mine spillere ”tryghed i deres eksekvering”.
”Tryghed i vores eksekvering” var en stor lektie for mig, som Coach Basse (tidligere junior coach og nu NFL kommentator) i sin tid havde snakket om, men som jeg ikke helt forstod på daværende tidspunkt. Spillerne skal have spillet på rygraden, dvs. de kan høre spilkaldet og vide præcist, hvilke bevægelser de skal lave uden at tænke over det. Når man ikke længere skal bruge energi på at tænke over de mange små ting man skal gøre, både teknik- og assignment-mæssigt, er man nået langt. Så kan man bruge energi på at fuldføre opgaven, i stedet for på hvordan man skal gøre det. Jeg har hørt om coaches, der tilføjer offensive spil i halvlegspausen eller skifter offensivt system midt i sæsonen. Det ville jeg aldrig gøre. De erfarne spillere ville kunne lave bevægelserne, men eksekveringen vil aldrig sidde på rygraden, og spillet vil miste meget af sin effekt. Alt på offense handler om eksekvering for mig. Hvis jeg står i en kamp, ser forsvaret gøre noget og ikke har det rigtige spil til at straffe dem for det, så har jeg ikke overvejet de mulige situationer godt nok, da jeg lavede playbooken. Der kommer erfaring så ind, da jeg stille og roligt får opbygget spil, som jeg ved vi kan få til at virke. Hvert år kan jeg så overveje, hvordan jeg forbedrer spillene og tilføjer nye spil, der komplementerer de eksisterende.
Det var mit første blog-indlæg, som i bund og grund kan opsummeres til, at stabilitet giver bedre eksekvering, hvilket er afgørende for et succesfyldt angreb.
I mit næste indlæg vil jeg snakke om angrebs-filosofier. Det er et begreb, som ofte bliver nævnt på NFL.com, men det er først sidste år, at jeg er begyndt at forstå, hvad de mener. Et kast er vel et kast uanset om du har 2 eller 4 WRs, og et løb er vel et løb, uanset om det er shotgun eller under center. Sådan tænkte jeg førhen. Nu ser jeg formationen mere som et skak-spil, hvor de forskellige åbninger giver forskellige muligheder og lukker nogle døre. Det næste indlæg udkommer onsdag d. 4. november.
28. okt. 2009
25. okt. 2009
#1 Introduktion af endnu en blogger
Mit navn er Nicholas Hjorth, jeg er 24 år, og jeg er Head Coach for Søllerød Gold Diggers U16. Jeg har coachet i 3 år og været Head Coach i 2 af de år. Formålet med denne blog vil være at dele nogle af de erfaringer og fejl jeg har begået som coach og snakke om mit U16-hold og deres forberedelse til 2010-sæsonen i U16 JNL. Bloggen vil forhåbentlig kunne bidrage til andre coaches ved at belyse nogle af de ting, som jeg mener, vi gør rigtigt i Gold Diggers. Jeg er selv offensiv koordinator, så de fleste af mine taktiske erfaringer kommer fra angrebet.
Jeg spiller også på seniorholdet og har spillet på SGDs seniorhold i fem år, tre under Kim Ewé og to under Philip Borggaard. Før det spillede jeg junior i Kronborg Knights som U19’er i tre år, som gav mig et solidt fundament til at udvikle mig til, hvor jeg er i dag.
I mit første år som football-spiller kom vi i finalen og tabte 30-0 til Herlev Rebels. Jeg tog ikke imod sølv-medaljen, da jeg havde fået begrænset spilletid hele sæsonen og ikke følte jeg fortjente medaljen. Når jeg nu ser tilbage på det, med den viden jeg har nu som head coach, ville jeg have taget imod medaljen. Al succes et hold har, skyldes den indsats som samtlige spillere har lagt i holdet til træning. Selv de spillere, som slet ikke er kommet på banen, men har været der til hver træning, er ligeså meget ansvarlige for holdet succes, som spilleren der har grebet sit 10. TD i sæsonen. Uden nogen at stå overfor til scrimmage til træning, ville den startende WR ikke kunne have scoret 10 TDs. De spillere, der kommer til træning, løfter holdets niveau og gør alle bedre. Det var der desværre ingen, som fortalte mig dengang. Ellers havde jeg taget imod medaljen.
Min begrænsede spilletid min første sæson gjorde mig meget ked af det. Alle vil gerne på banen, og i den alder havde jeg svært ved at sammenligne mig selv med mine konkurrenter og indse, at de sgu nok var bedre end mig. Den manglende spilletid fik mig til at tro, at jeg var en dårlig spiller. Nu ved jeg, at det er helt normalt, at førsteårs-spillere ikke får meget spilletid. Jeg vil også kommunikere flere gange i løbet af året til alle oprykkerne fra U13 og U16, at de ikke skal forvente spilletid deres første år på et nyt niveau, og at det er helt normalt at være på sidelinjen sit første år. Man skal være rigtig dygtig, og der skal være et hul på holdet, man rykker op til, hvis man skal starte som førsteårs. Det var der desværre ingen, som fortalte mig som junior. Efter at have siddet på bænken i et år svor jeg, at jeg ville gøre alt for at være på banen.
For lige at få dette på det rene: I min verden er en førsteårs-U16’er en spiller, som har tre sæsoner tilbage på U16. En andenårsspiller har så to sæsoner osv. Det er altså ikke det samme som rookie.
Det var først, da jeg kom på U19 landsholdet (i mit sidste år som U19’er) og gentagne gange blev rost for mine blocking evner i campen, at jeg indså, at jeg var dygtig. Det bedste øjeblik for mig var, da Anders Frellsen (OL fra Herlev Rebels) sagde til mig: ”Det er svært at svine dig, når coachen hele tiden siger, du er den bedste blocker på holdet.” Jeg husker også en træning, efter hvilken flere spillere kom hen til mig og sagde ”godt spillet idag.” Det var et stort boost for mig.
Jeg spillede EM-kvalifikationskamp mod Finland i 2003 eller 2004, som vi godt nok tabte, men kom med til EM i 2004 i Moskva på et italiensk afbud. Vi boede på et olympisk hotel, som blev bygget, da Moskva var vært for OL på et eller andet tidspunkt. Jeg husker to ting ved hotellet: Der sad en alfons og hans to piger på stue-etagen, og maden til buffeten var så gennemkogt, at vi hældte salt på for at give maden smag. Jeg var med som TE og longsnapper, og vores angreb formåede ikke at score et eneste TD. Vores forsvar kæmpede røven ud af bukserne og scorede turneringens eneste danske TD på en interception. Turneringen blev til en 6. plads-medalje med et blå-gult bånd, efter vi havde tabt til svenskerne i den sidste kamp. En noget uheldig farve til medalje-båndet. Flere af forsvarsspillerne græd, efter vi havde tabt til svenskerne. Jeg følte mig for magtesløs og ineffektiv til at kunne græde over min indsats. Stats kan findes her http://www.efaf.info/text.php?Inhalt=ejc2004
De to næste år i Knights blev til en semifinale, som vi tabte til Vejle efterfulgt af en sæson uden slutspil for vores vedkommende. Jeg var starting TE i stort set alle kampene i den periode. Jeg spillede ikke forsvar overhovedet, da jeg ikke kunne finde ud af at tackle dengang. Det lærte jeg først senere. Nu spiller jeg så defensive end og fik lov til at vinde en Mermaid Bowl, hvor jeg startede som DE. Jeg vil ikke gå mere ind i min tid som seniorspiller, andet end at det var fantastisk at vinde Mermaid Bowl med the Team, og jeg er så stolt over, at vi holdt nullet mod det mest scorende angreb i år, og at jeg fik lov til at være en del af det. Razor fik scoret 28 og 29 point i vores to opgør i den regulære sæson. At gå fra det og hen til at holde dem til 0 point i den største og vigtigste kamp i vores liv…ja, kan man sætte ord på det? Jeg tror stadig der går et par uger, inden jeg fatter det, selvom medaljen hænger ved siden af mig hver dag.
Det var lidt om mig, og hvor jeg kommer fra. Min blog vil være delt op i to dele – En om coaching og en om SGD. Titlen på blog-indlægget vil angive, hvilken kategori indlægget hører til. Mit mål er, at jeg skal skrive en blog hver uge, som vil udkomme om onsdagen, men om jeg kan finde på nok materiale til en blog hver uge, vil tiden vise. Lige nu vil jeg forsøge at veksle mellem at skrive om coaching og SGD, så der kommer et indlæg i hver kategori hver anden uge forskudt. Hvis I har nogle ting, I ønsker jeg skriver om, så kontakt mig på u16@gold-diggers.dk, da jeg gerne tager imod inspiration. Coaching og taktik spørgsmål er specielt velkomne, da det er det primære formål med bloggen.
Jeg spiller også på seniorholdet og har spillet på SGDs seniorhold i fem år, tre under Kim Ewé og to under Philip Borggaard. Før det spillede jeg junior i Kronborg Knights som U19’er i tre år, som gav mig et solidt fundament til at udvikle mig til, hvor jeg er i dag.
I mit første år som football-spiller kom vi i finalen og tabte 30-0 til Herlev Rebels. Jeg tog ikke imod sølv-medaljen, da jeg havde fået begrænset spilletid hele sæsonen og ikke følte jeg fortjente medaljen. Når jeg nu ser tilbage på det, med den viden jeg har nu som head coach, ville jeg have taget imod medaljen. Al succes et hold har, skyldes den indsats som samtlige spillere har lagt i holdet til træning. Selv de spillere, som slet ikke er kommet på banen, men har været der til hver træning, er ligeså meget ansvarlige for holdet succes, som spilleren der har grebet sit 10. TD i sæsonen. Uden nogen at stå overfor til scrimmage til træning, ville den startende WR ikke kunne have scoret 10 TDs. De spillere, der kommer til træning, løfter holdets niveau og gør alle bedre. Det var der desværre ingen, som fortalte mig dengang. Ellers havde jeg taget imod medaljen.
Min begrænsede spilletid min første sæson gjorde mig meget ked af det. Alle vil gerne på banen, og i den alder havde jeg svært ved at sammenligne mig selv med mine konkurrenter og indse, at de sgu nok var bedre end mig. Den manglende spilletid fik mig til at tro, at jeg var en dårlig spiller. Nu ved jeg, at det er helt normalt, at førsteårs-spillere ikke får meget spilletid. Jeg vil også kommunikere flere gange i løbet af året til alle oprykkerne fra U13 og U16, at de ikke skal forvente spilletid deres første år på et nyt niveau, og at det er helt normalt at være på sidelinjen sit første år. Man skal være rigtig dygtig, og der skal være et hul på holdet, man rykker op til, hvis man skal starte som førsteårs. Det var der desværre ingen, som fortalte mig som junior. Efter at have siddet på bænken i et år svor jeg, at jeg ville gøre alt for at være på banen.
For lige at få dette på det rene: I min verden er en førsteårs-U16’er en spiller, som har tre sæsoner tilbage på U16. En andenårsspiller har så to sæsoner osv. Det er altså ikke det samme som rookie.
Det var først, da jeg kom på U19 landsholdet (i mit sidste år som U19’er) og gentagne gange blev rost for mine blocking evner i campen, at jeg indså, at jeg var dygtig. Det bedste øjeblik for mig var, da Anders Frellsen (OL fra Herlev Rebels) sagde til mig: ”Det er svært at svine dig, når coachen hele tiden siger, du er den bedste blocker på holdet.” Jeg husker også en træning, efter hvilken flere spillere kom hen til mig og sagde ”godt spillet idag.” Det var et stort boost for mig.
Jeg spillede EM-kvalifikationskamp mod Finland i 2003 eller 2004, som vi godt nok tabte, men kom med til EM i 2004 i Moskva på et italiensk afbud. Vi boede på et olympisk hotel, som blev bygget, da Moskva var vært for OL på et eller andet tidspunkt. Jeg husker to ting ved hotellet: Der sad en alfons og hans to piger på stue-etagen, og maden til buffeten var så gennemkogt, at vi hældte salt på for at give maden smag. Jeg var med som TE og longsnapper, og vores angreb formåede ikke at score et eneste TD. Vores forsvar kæmpede røven ud af bukserne og scorede turneringens eneste danske TD på en interception. Turneringen blev til en 6. plads-medalje med et blå-gult bånd, efter vi havde tabt til svenskerne i den sidste kamp. En noget uheldig farve til medalje-båndet. Flere af forsvarsspillerne græd, efter vi havde tabt til svenskerne. Jeg følte mig for magtesløs og ineffektiv til at kunne græde over min indsats. Stats kan findes her http://www.efaf.info/text.php?Inhalt=ejc2004
De to næste år i Knights blev til en semifinale, som vi tabte til Vejle efterfulgt af en sæson uden slutspil for vores vedkommende. Jeg var starting TE i stort set alle kampene i den periode. Jeg spillede ikke forsvar overhovedet, da jeg ikke kunne finde ud af at tackle dengang. Det lærte jeg først senere. Nu spiller jeg så defensive end og fik lov til at vinde en Mermaid Bowl, hvor jeg startede som DE. Jeg vil ikke gå mere ind i min tid som seniorspiller, andet end at det var fantastisk at vinde Mermaid Bowl med the Team, og jeg er så stolt over, at vi holdt nullet mod det mest scorende angreb i år, og at jeg fik lov til at være en del af det. Razor fik scoret 28 og 29 point i vores to opgør i den regulære sæson. At gå fra det og hen til at holde dem til 0 point i den største og vigtigste kamp i vores liv…ja, kan man sætte ord på det? Jeg tror stadig der går et par uger, inden jeg fatter det, selvom medaljen hænger ved siden af mig hver dag.
Det var lidt om mig, og hvor jeg kommer fra. Min blog vil være delt op i to dele – En om coaching og en om SGD. Titlen på blog-indlægget vil angive, hvilken kategori indlægget hører til. Mit mål er, at jeg skal skrive en blog hver uge, som vil udkomme om onsdagen, men om jeg kan finde på nok materiale til en blog hver uge, vil tiden vise. Lige nu vil jeg forsøge at veksle mellem at skrive om coaching og SGD, så der kommer et indlæg i hver kategori hver anden uge forskudt. Hvis I har nogle ting, I ønsker jeg skriver om, så kontakt mig på u16@gold-diggers.dk, da jeg gerne tager imod inspiration. Coaching og taktik spørgsmål er specielt velkomne, da det er det primære formål med bloggen.
Abonner på:
Opslag (Atom)