U19 camp 3/3

For spillerne var dag 1 var mest af alt forvirring over alt det nye. Dag 2 begyndte nogle ting at falde på plads, hvilket gav et enormt boost. Tredje-dagen begyndte trætheden at slå ind, og forbedringerne blev knap så store og efter anden-dagens enorme spring, følte spillerne at tredje-dagen ikke var god nok og følte derfor frustration. Jeg sagde til DL, at man havde en liste med ting man skulle arbejde på og nyde det hver gang man kunne sætte et hak ved en ting. Det er denne process 1.000 gange, som træning består af. Dag 4 var en mærkelig dag. Næstsidste dag inden cut-day (hvor vi har sidste træning og fortæller spillerne, hvem der er på og af) var en sær dag. Tingene stabiliserede sig, og der kom en følelse af rutine ind over det, men i baghovedet vidste man, at næste dag var det hele forbi.

Cut-day var nok den…mest usædvanlige dag. Spillerne vidste det var cut-day og deres sidste chance for at bevise, at de skulle have en plads. Dem, der følte de var bagud, kunne nemt blive tilbageholdende (“begå ikke fejl”) og frustrede (“Jeg skal bevise noget”) i deres spil. Dengang jeg var på juniorlandsholdet, var der ikke en cut-day, men man fik det at vide via telefon noget tid efter. Jeg var med som TE, dengang de stadig forsøgte at finde rene TEs. Der var vist 2 andre TEs med, hvor den ene brækkede benet, og den anden fik en skade, som satte ham ud halvdelen af campen. Jeg var aldrig nervøs for konkurrencen, selv hvis der havde været det. Jeg gjorde bare som trænerne sagde. Jeg fik også ros til videogennemgangen, noget som jeg aldrig havde fået i Knights. For mig var det stort at få ros som footballspiller for første gang i mit liv. En ting er at starte, noget andet er at få ros. At rose mine spillere, og ikke bare for et godt spil eller godt rep, er noget jeg forsøger at fokusere på at blive bedre til som træner. Det bedste kompliment jeg fik, var til EM i Moskva, hvor Anders Frellsen sagde “Hjorth, det er svært at svine dig, når head coachen hele tiden siger, at du er den bedste blocker på holdet.” 6 år efter husker jeg stadig det kompliment, så man skal ikke påstå, at ros ikke er vigtigt for spillerne, og at spilletid er nok i sig selv.

Tilbage til campen på cut-day. Efter en tilpasset træning kørte vi scrimmage, hvor 40 reps blev fordelt. Spillerne var meget bevidste, om hvor mange reps de fik og begyndte at spekulere i, hvad det betød for deres chancer. Efter udstrækning og frokost (hvor trænerne hurtigt fik spist og lavet den endelige roster og depth chart), var der evauleringsmøder, hvor positionstrænerne one-on-one fortalte spillerne, om de var på holdet. For DL blev samtalerne delt i 2 – En hvor vi hørte, hvordan spilleren havde haft under campen, en dårlig ting ved campen, en god ting ved campen, om de var blevet bedre. De skulle altså snakke i 1. del. Det er specielt at få den one-on-one tid med spillerne, for de tør da godt være ærlige og sige, hvad de synes. Man fik nogle ting at vide og fik en bedre forståelse for spillerne. Nogle var dog nærmest…lammet af nervøsitet og ville helst fast-forwarde og få svaret. Spillerne fik at vide, at de ikke måtte fortælle de andre DLs, om de var på holdet, inden alle havde fået det at vide. De endte dog med at snakke ude på gangen, og den næst-sidste spiller, der kom ind, skulle have siddet og talt på sine fingre, hvor mange der var kommet med og blev bange for, at der ikke var plads til ham. Alle fik at vide, hvad de gjorde godt, og hvad de kunne forbedre. På DL var der flere, der sagde, at de ville drikke mindre og tage bedre hånd om deres krop efter denne oplevelse. Campen har inspireret dem til at forbedre deres livstil. Der var en spiller, som havde stillet op som O spiller til tryout, men som var kommet med som DL, der vist ikke havde vidst, inden han mødte op, at han var udtaget som DL. Han viste nok den mest fantastiske attitude jeg nogensinde har set fra en spiller. Han tog arbejdet komplet seriøst, selvom han aldrig havde prøvet det før og gjorde alt for at samle information og blive bedre. Jeg har og har haft mange spillere med en spektakulær work ethic, men de blev aldrig bedt om at spille så meget ude af position som han her, og så på landsholdsniveau. Til evalueringsmødet fortalte han, at han ville fortælle sin klub, at han gerne ville spille DL, i stedet for sin nuværende plads, når han kom hjem. Dette er den eneste historie jeg vil fortælle, om hvordan camp-oplevelsen har ændret nogle spillere (forhåbentlig til det bedre) og givet dem et godt minde for resten af livet. Det er smukt, og man indser ikke altid, hvad man har gjort, lige når campen udfolder sig. Det varmer mit hjerte og er grunden, til at jeg vil bruge resten af min træner-karriere på at gøre football-spillere til bedre mennesker, fylde dem med en følelse af selvværd, en arbejdslyst og glæde for at være en del af holdet.

Campen har bekræftet mig i, hvorfor jeg elsker at coache. Det er det bedste i mit liv. Ikke at jeg nogensinde tvivlede på det.

Gold Diggers fik 12 spillere udtaget ud af 14 inviterede, hvilket betyder, at de fylder 27% af 45-mands-rosteren (12/45=27%). Jeg vil begynde at holde øje med, hvor mange vi får udtaget hvert år, og se om vi kan slå rekorden næste år. De to, der ikke kom med, var mine U16-spillere. Jeg fik 1 U16′er med, *Victor Greve (rookie of the year 2008), mens 4 af mine spillere fra sidste år kom med. Stjernen angiver, at de blev player of the day en dag under campen. Bagefter deres navn står, hvilke priser de har vundet på U16, mens jeg var HC. Jeg har ikke priserne fra før 2008 skrevet ned.
*DL Tobias Nielsen – OL player of the year 2009
*QB Casper Reinhardt – Most improved 2008, offensive player of the year 2009
*WR Mads Bonde – MVP 2008-2009, team mate of the year 2009
WR Simon Mathiesen – Rookie of the year 2009
Af mine sidste-års U16′ere 2008 kom følgende med:
*LB David Rathsach – D player of the year 2008
WR Elias Knudsen – O player of the year 2008
DB Marcus Clausager
*DL Frederik Kjærulff-Schmidt, OL Jannik Pabst, DL Christian Rohr Olesen og DL Nichlas Christian Steglich er startet som U19′ere, så jeg kan desværre ikke påstå at have gjort haft indflydelse på deres udvikling. Det er U19-trænerstaben, som høster al den ære. Af de 12 spillere jeg har sendt op de sidste 2 år (minus 8 der stoppede) er 7 kommet på landsholdet, og de 5 andre mødte ikke op til tryout. Det blev altså til
5 DL
3 WR
1 DB
1 LB
1 OL
1 QB

Det her er selv-skulderklapperi på højt niveau, men jeg er stolt over de spillere U16-programmet i SGD har produceret.

Jeg er ikke i tvivl om, at Coach Ryan er en stor del af grunden til, at vi har 5 DL med på landsholdet. Det er så Coach Ewé, som tog beslutningen af signe en DL for sæsonen. Hans kriterier, som beskrevet i hans indlæg her, har båret frugt, og han ramte rigtigt med Ryan som træner og som person. Ewé gik ikke efter en sack-maskine, men en coach som kunne løfte niveauet ved at coache. Han fik så begge dele. I stedet for at vælge imports efter, hvem der kan hjælpe med at vinde guld her og nu, tænker Ewé på, hvem der kan hæve niveauet, så vi får lavet de bedste danske spillere, som sandsynligvis vil vinde en guldmedalje en dag. Han ramte også rigtigt med hans forrige import senior-coach, Mike Moffitt, som har hævet niveauet på vores OL gevaldigt i de 2 år han var her. Målet har aldrig været at udfylde et hul på holdet, men at gøre alle, der spiller pladsen bedre.

Nu sidder man så hjemme i lejligheden og arbejder på speciale eller på arbejdet og fumler med Excel-ark. Det er bare ikke det samme som camp-week.

U19 camp 2/3

Det er i sidste ende spillerne det handler om. 90 af DKs bedste spillere samlet et sted. Man kan gå fra at være superstjerne i sin klub til at være en bundspiller. Det er et hårdt slag for ens selvtillid. Kombinér det med de høje krav og konstante rettelser i teknik både på banen og via video har man et massivt hak i spillernes selvtillid. Jargonen er ny og uforståelig for nogle spillere, der ikke kender den fra deres klub. Med tiden begynder spillerne at forstå begreberne og kan fungere under camp-setuppet, men de første par dage føles for mange spillere som en enorm mavepuster med en rambuk. Nogle spillere kan klare overgangen, andre snubler og vælger at tage hjem. Der er også skader. 90 spillere lyder af meget, men når man træner så mange gange med pads, vil der være en del spillere, som får skader af varierende grad. Spillernes reaktioner på skader er også vidt forskellige. Nogle spillere bliver meget frustrerede over den manglende mulighed for at blive bedre og bevise, hvad de kan, hvilket er forståeligt. Der er også mange personlige ting, der sker når man sætter 90 spillere sammen. Alle har deres bagage og personligheder, og når man kombinerer det med manglende søvn, udmattethed og konkurrence, begynder man at forstå følelsen i NFL training camps, som vises i serien Hard Knocks. Det kræver en stor respekt for andre folks grænser for at undgå gnidninger. Alle spillere går forhåbentligt derfra som bedre spillere. Næsten alle spillere vil nok skulle omstille sig til at gå fra DKs bedste træning leveret af DKs bedste trænere til noget, der ligger et skridt længere nede. Så længe springet ikke er for stort, vil de fleste kunne komme hjem som bedre spillere og nyde deres forøgede evner. Dem, som kommer fra outback-klubber, vil nok stå med en tom følelse til træning, eller måske være glade for at være tilbage i en behageligere rutine. Som trænere kan vi se, at alle er blevet bedre, så vi går der fra med en følelse af at have gjort vores job. Vi forsøger altid at optimere det vi gør. Vi kan gøre en enorm forskel på kort tid. Det er ude i klubberne at det vigtigste arbejde foregår, men denne ene uge giver et enormt boost til spillernes niveau, mest fordi vi har mange flere ressourcer end normale klubber (læs: 90 spillere).

Hvis der er noget jeg elsker, så er det at justere spillernes hoved og lære at forstå dem. Jeg tror på, at jeg kan få dem til at lære bedre, hvis jeg reagerer godt på nogle af deres ord eller handlinger. Derved kan jeg tweake den måde de lærer på, og de vil forhåbentligt have en sjovere og mere udbytterig camp. Selvom det hele er en stor, svær konkurrence, mener jeg altid spillere præsterer bedst, hvis de føler at
- Deres træner arbejder for dem
- De gør deres bedste og accepterer, at det er okay at fejle, når man har gjort det bedste man kan. Og de vil fejle. Og det vil blive pointeret på video hver gang.
- De har det sjovt
- De tør spørge.
Det sidste punkt kræver en tillid, som først kommer lidt inde i camptiden. Jeg prøver altid at læse efter blanke ansigter. Hvis jeg ikke synes deres ansigt udtrykker forståelse, vil jeg forklare det igen. Det, at have det sjovt, kræver, at træneren skaber et sjovt miljø for spillerne. Ellers kommer det ikke. På det punkt er Troels Vestergård mit idol. Han mestrer balancen mellem seriøsitet og sjov og leverer begge ting med en smittende intensitet, som måske komme fra en koffein-overdosis. Som træner skal man altid vise vejen for spillerne med sin opførsel. Uanset hvor træt jeg ser ud under morgenmaden, så er jeg på, når møderne eller træningen går i gang. Jeg forsøgte også at sige sjove ting til spillere under opvarmningen, også dem som jeg ikke træner normalt, i et forsøg på at skabe en god stemning og få spillerne til at afspænde, måske glemme trætheden og vågne op. Spillerne løb en efter en i en række på tværs af banen et par gange. Der gik jeg og coach Williams i gang med at lave high-fives med spillerne på alle de måder vi kunne komme på. Min opførsel grænsede nogle gange til det fjollede, men jeg er også lidt tosset og har ikke noget mod at spillerne ved det, så længe de stoler på jeg nok skal få gjort dem bedre.

Det er overraskende, hvor meget man ender med at vurdere en spiller baseret på et par få sætninger, der udveksles. Jeg forsøger lynhurtigt at regne ud, hvordan spilleren fungerer og hvilke knapper man skal trykke på for at bevæge dem i den rigtige retning. Det er endnu en ting, som jeg en dag gerne vil kunne gøre bedre end nogen anden i DK, hvis jeg har evnerne.

Den bedste stemning var nok under board drill mod OL, hvor DL og OL skal have en fod på hver side af en linje og så drive hinanden bagud. DL blev ført ind i kampen af Frederik Kjærulff-Schmidt, 85 kg, der beviste, at attitude og teknik betyder mere end vægt, da han dominerede en 120 kg OT første gang øvelsen blev kørt. Han blev valgt til Player of the day bl.a. pga. den præstation. Det var fantastiske kampe, der blev udkæmpet til de andre spilleres højlydte jubel. Jeg husker at skynde mig hen efter et-eller-andet, og løbe tilbage til kampene og høre råbene på tværs af de 2 baner vi trænede på. Det var fantastisk. De andre trænere kommenterede på det. Når der skulle trænes FG opfordrede jeg også spillerne til at juble, hvis der blev scoret. I sidste ende er football sjovere, når der er opbakning og glæde fra sidelinjen. Til scrimmages manglende jublen specielt fra defense, da det kun var turnovers, der skabte jubel. At holde offense til 0 1st downs på 4 drives i træk betød åbenbart ikke noget. Hvis man ikke bliver, når man gør gode ting, bliver alt bare tomme bevægelser. Der ville jeg gerne have spillet med point, som vi nogle gange gør i Gold Diggers, hvor O får point som normalt, og D får 3 point hver gang O ikke scorer på et drive og 1 point for at stoppe en 2 point. Det ville nok gøre D lidt mere pumped hver gang de scorede.

U19 camp 1/3

Jeg blev udtaget som en mulig U17-landsholdstræner, og inden U17 starter op til næste år, ville Lars Carlsen gerne have at trænerne fik lov til at opleve og hjælpe med en U19 landsholdscamp på tæt hold. Jeg er lige kommet hjem fra nogle af de mest intense 5 dage i midt liv med en masse oplevelser og erfaringer i bagagen. Der går nok noget tid, inden det hele er blevet bearbejdet i mit underbevidsthed og bevidsthed. Det er nok det fedeste jeg nogensinde har oplevet inden for coaching. Jeg får et kick ud af at coache og styre U16 holdet til kampe, men der er mange flere brikker i spil her. Når man tager 90 spillere, 21 trænere+coords+HC+holdleder+medics, smider dem i camp i 5 dage med 3-a-days 3 af dagene, så sker der ting. Positive og negative ting. Og hver træning og dag eksploderer nye oplevelser i hovedet på dig. Wow, er det eneste jeg kan sige.

Vi var 10 U19-trænere, coords og HC, samt 8 U17-lærlinge. Jeg vil indrømme at jeg var snotforvirret over at skulle følge et program, som jeg ikke var involveret i at lave, da jeg normalt laver træningsplanerne hjemme i SGD. Prepractise og ST forvirrede mig altid. Det fik mig til at indse, hvor meget jeg egentlig har behov for at skrive ALT, der skal gøres ned i et excel-ark for at kunne overskue det. Hvis jeg får at vide, hvad der skal ske, forsvinder det, inden jeg når ud på banen. Samtidig var det tydeligt, at de eksisterende trænere var samspillede og kunne tænde til møderne, når der var noget der vedrørte dem, og slukke, når det var ting de godt vidste. Jeg sad til møderne og forsøgte at følge med, halsende bagefter. Det skyldtes udelukkende to svagheder jeg har, som jeg godt kendte før, men som jeg ikke troede ville påvirke mig så hårdt – Jeg er glemsom og har brug for at se tingene tegnet eller skrevet ned for at kunne visualisere det. Hver gang jeg troede jeg havde forstået det, glemte jeg da jeg stod ude på banen inden opvarmning…og igen efter opvarmning.

Det var sjovt at se dynamikken på et samspillet hold af trænere: Hvor lidt der egentlig skulle siges, for at beskeden blev forstået af modtageren. Man kunne også mærke, at det var en gruppe trænere, som virkelig elskede arbejdet og at sparre og lave sjov med hinanden kombineret med en rutine. Jeg havde det fantastisk sjovt med de mennesker jeg fik lov til at omgås med de 5 dage. Det var sjovt at stå bag coach Williams, HC fra Rebels, og se hvad han lagde fokus på og lærte spillerne, samt sparringen bag kulisserne. Så kan man tage alle de bedste detajler og føre dem videre. Man lærer også en masse om sig selv via kontrast, altså sammenligne sig selv med andre trænere. Normalt lærer jeg at spille DL af Ryan, som også er fantastisk, men her fik jeg mulighed for at coache samme med en DL coach. Jeg har tænkt mig at blive DKs bedste DL-træner og derefter DKs bedste træner, indtil jeg støder på en mangel i mig selv, som gør jeg ikke kan komme længere. Jeg fik nogle gode tips til video breakdown af Vestergård, ikke hvordan man breaker filmen ned, men hvordan man holder det spændende. “Less is more” var lektien sådan ca. Williams mindede mig om, at jeg er dårlig til at skabe øjenkontakt med spillere, når jeg skal fortælle dem tingene. Der har jeg en tendens til at kigge væk eller lukke øjnene, mens jeg vælger mine ord med omhu, og så forsvinder noget af budskabet, uanset hvor velvalgte ordene måtte være.

En ting, man hurtigt lærer på camp, er at i værdsætte søvn og mad. En dag er tætpakket. Du har få minutter for dig selv, og du er altid på overfor spillerne, altid. Man kan godt blive nødt til at gå i seng kl. 1 og stå op 6:25 (da jeg officielt ikke havde noget ansvar, kunne jeg altid gå tidligt i seng kl. 23), spise morgenmad inden trænermødet kl. 6:45, hvor du bliver briefet om dagens træninger og opdateringer omkring de forskellige ting, der sker i camp. 7:45 er der kort positionsmøde (mellem positionstrænerne og spillerne), og spillerne er ude på banen 8:25, hvor træningen starter 8:30. Så er der 2 træninger med en 20 min pause og lidt frugt i mellem, som slutter ved 12-tiden. Derefter kommer en lang udstrækning, da dårlig/ingen/frivillig udstrækning vil gøre, at spillernes muskler er døde og stive på dag 3. Frokost kl. 13. Så har man sin fritid efter frokost til 14:50 (hvor man også skal se video fra 7-on-7 eller inside run), hvorefter processen gentager sig med et trænermøde, 45 min positionsmøde og en træning fra 16:40 til 19:00. Så går trænerne i gang med video breakdown fra scrimmage. Positionsmøde kl. 21 i 45 min, efterfulgt af et stort holdmøde, hvor players of the day offentliggøres. Bagefter mødes trænerne for at få skrevet deres ranking af spillerne ind i en fælles computer. Kim Ewé sad og skrev ind i et excel-ark, hvilken rank spilleren havde, og om personen var grøn, gul eller rød. For mig, der selv havde coachet en del SGD’ere til campen, føltes det som NFL draften, hvor man holdt sig til ansigtet og holdt vejret i spændingen, når ens spillere skulle rankes. “With the number one pick the XX (QB, RB, OL etc.) coach chooses xxx xxx.” Derefter kunne der ses mere film, og man gik i seng. Processen gentages.

Det slider meget på spillerne at gå denne process i gennem. Det er dog først dag 3, at trætheden virkelig rammer (dag 1 er kun 1/3-dag, da spillerne ankommer kl. 13 og kun har eftermiddagstræning). Dag 1 og 2 er spillerne friske nok, men dag 3 er altid bunden. Som Lars Carlsen sagde “Dag 4 er ligeså slem som dag 3, men man har prøvet det før, så det føles bedre.” True dat.