Jeg tænkte, at det kunne være interessant at kigge på sejrsmarginen, forskellen mellem antal scorede point af det vindende hold og det tabende hold, og sammenligne National Ligaen med NFL over en sæson. NFL bliver ofte rost for at være ekstremt lige (meget uamerikansk), uforudsigeligt og dermed spændende, mens NL kritiseres for at have for mange ligegyldige kampe.
Jeg har udarbejdet følgende tabel, der viser, hvor stor en andel af kampene vindes med x til y point i de to ligaer i forskellige sæsoner:
Det skal læses som, at 25% af kampene i NL i 2016 blev vundet med 0 til 8 point, mens 48% blev vundet med +25 point. Lægger man de lodrette procenter sammen, får man 100%.
Kampe med høje sejrsmarginer er ikke sjove, hverken for det vindende eller tabende hold eller publikum. Det vindende hold bliver ikke udfordret, mens det tabende holds selvtillid rammes. I NL gælder dette for 48% af kampene, mens det kun er 11% for NFL. Det ultimative mål må være, at alle kampe kan vindes af begge hold, så der altid skal kæmpes for sejrene. Det er ikke status quo i National Ligaen.
Bemærk at antallet af hold i NL har skiftet gennem årene - I 2012-2014 var der 10, mens 2015-2016 var der 8. Hvis man kigger på sejrsmarginen, så er 60% af kampene i perioden med 10 NL-hold blevet vundet med +25 point, mens det var 48% i 2015-2016. Tallene var så stabile, at jeg tvivlede på om de var rigtige. Det giver dog god mening, at færre NL-hold betyder færre blowouts.
Hvad kan klubberne og DAFF gøre for at sikre flere spændende kampe, ikke kun i NL, men i alle rækkerne? Tanken er, at jeg tager udgangspunkt primært i NL, men også inkluderer de andre rækker, mens jeg analyserer mit fundne data fra forskellige vinkler. Det burde give nogle forskellige forslag til ændringer, som burde bidrage til spændingen.
Antal hold og spillere
En rigtig vigtig parameter i forhold til at skabe kampe, hvor begge hold kan vinde, er ca. samme antal spillere på begge hold. Jeg har en hypotese om, at der er for mange klubber i football-DK i forhold til antal spillere, hvilket udvander de fleste hold. Lad os kigge på antallet af hold først, derefter på antal spillere pr. klub.
Et kig på DAFF’s klubkort viser den geografiske dækning af klubber. Generelt er der fin dækning, men kan man berettige, at der er to hold på Amager med 3km imellem dem, to i Odense med 9 km imellem (som vist snart bliver sammenlagt), Tomahawks og Cougars deler bane, Monarchs og Cadets har 5km imellem samt Gold Diggers, Towers og Rebels ligger i en 11km radius?
Det afhænger af antallet af spillere på holdene. Hvis de to naboklubber begge kæmper for at stille op med mere end 25 spillere til en 11-mands-kamp, mener jeg ikke det er meningsfyldt, at begge klubber eksisterer. Når et hold begynder at være overfyldt, hvor sporten begynder at miste spillere, fordi de ikke kan få spilletid, og der ikke er en klub i nærheden med det rette niveau, kan man snakke om at oprette en ny klub.
Et bedre alternativ er dog at klubben kunne lave et andethold, hvilket Rebels, Tigers, Gold Diggers og 89’ers har gjort. Det bedste for sporten er at lave et andethold fremfor en ny klub, da det er nemmere at lukke et hold end en klub igen, plus der er fælles organisation, så man ikke skal have hver sin juniortrænerstab, bestyrelse, kassér, hjemmeside, revisor, etc. Trænere og en stærk organisation er den største mangelvare i football-DK, så flere klubber spreder blot de knappe ressourcer mere ud.
DAFF har i turneringskataloget opstillet en kravsmatriks for holdene i hver række, der stiller højere og højere krav til klubberne for hver sæson, hvilket skulle være med til at højne niveauet på banen og udenfor over tid. Thumbs up for det!
Hvis vi nu ignorerer organisation og trænere og fokuserer på spørgsmålet, om der er nok spillere i klubberne, så har jeg lavet følgende tabel på baggrund af rosterne på resultater.daff.dk for 2016. Tak til www.import.io for at give mig et værktøj til at kunne lave dataudtrækkene.
Snit angiver det gennemsnitlige antal spillere på holdrapporten til holdets grundspilskampe. Der ses en korrelation mellem antal spillere til kamp og ens record. For at kunne ligge i toppen af NL skal man have minimum 35 spillere. Farverne er angiver hvilke hold, der oftest har spillet tætte kampe mod hinanden. Fed skrift betyder, at holdet trak sig fra en kamp i løbet af sæsonen og mistede derved muligheden for slutspil.
Når jeg kigger på de hold, der geografisk ligger tæt på hinanden, så kunne Demons og Spartans have nok spillere til at være contenders (målt på antal spillere alene), hvis der kun var én klub på Amager. Monarchs og Cadets kunne danne en stærk juniorafdeling. Diggers og Towers har begge spillere nok til at ligge i toppen, mens Rebels falder udenfor.
Rækkestruktur
Der er desværre store niveauforskelle mellem alle holdene, selv indenfor de nuværende rækker, så hvis man ønsker at holde fast i 6-8 hold pr. række, så man kan køre 10 kampe i grundspillet og et wild-card- eller semifinale-slutspil, vil der være en del trælse kampe. Der er noget lækkert ved 8-10 hold i en række, der spiller 10 kampe med wildcard-slutspil, men det betyder, at 48-60% af kampene i grundspillet (og nok wildcard-runden) bliver afgjort med +25 point. Jeg synes helt klart, at wildcard-strukturen er målet, men klubberne er der ikke endnu, og at strukturen skal tilpasses for at gøre kampene spændende.
Så her er mulighederne:
- 10 NL hold fordelt på to divisioner, der spiller 10 kampe med wildcard-slutspil (60% +25 point kampe)
- 8 NL hold, der spiller 10 kampe med wildcard-slutspil (48% +25 point kampe)
- 6 NL hold, der spiller 10 kampe med top 4 i semifinaler (hvis man fjerner Rebels og Stallions fra 2016 NL-sæsonen, blev 27% af kampene vundet med +25 point)
- 4 NL hold, der spiller 6 kampe med top 2 i finalen (og uden yderligere Demons og 89’ers blev det 0% med +25 point)
Lad os se på, hvad NFL gør for at sikre spændende kampe:
- Draft – Sikrer at de dårligste hold kan vælge de bedste college-spillere
- Lønloft – Sikrer at de rige hold ikke kan hyre alle stjernerne
- Spillerloft – Sikrer at holdene skal klare sig med det samme antal spillere
- Kontraktperioder – Sikrer stabilitet for klubberne og spilleren
Dermed er der spillerbegrænsninger og kontraktperioder tilbage.
Licensbegrænsninger
Her er DAFF’s spillerrestriktioner:
Ikke-relateret kommentar: Springet i omkostninger fra KL til NL får nok de fleste bestyrelser til at synke en ekstra gang.
Licensminimummerne til 11-mands-rækkerne virker fornuftige. Det eneste senior 11-mands-hold, som alligevel endte med at melde afbud til kampe, var Red Devils. I senior DS meldte Swans, Tigers II, Guardians, Mad Dashers, Trojans, Tomahawks II og Rebels II, 7 hold i alt, afbud fra kampe ud af 14 hold i alt. Mange af disse hold havde i snit 11-20 spillere til kampe i snit. Her bør licensminimum overvejes at sættes op. Jeg tænker 18 licenser. Dette er også en adgangsbarriere for nye klubber, som sikrer, at de har spillergrundlaget til at kunne danne en ny klub.
Jeg undrer mig over, at der ikke er rostermaks for hold, hvor der ligger et andet hold geografisk tæt på. Man kan selvfølgelig ikke bede en spiller, der bor i Sønderborg, om at skulle køre 97 km til Kolding, fordi Sergants har nået deres rostermaks. Men en spiller, der bor i Lundtofte midt mellem Towers og Diggers, kunne godt blive opfordret til at søge mod det andet hold, hvis det nuværende var ramt af rostermaks.
Det højeste antal spillere på et holdkort i 2016 var Diggers@Towers, hvor de to hold mønstrede hhv. 46 og 52 spillere. Trænerne har kun et lille incitament til at fortælle de måske 10-15 spillere, som får noget nær nul spilletid, at deres tid måske var bedre brugt på at spille for andre hold, i hvert fald hvis trænerne prioriterer at vinde højere end sportens og spillerens udvikling.
Spillerne kan selvfølgelig sige ”Jeg er ligeglad, bare jeg vinder guld”, men det skaber netop en situation, hvor 48% af kampene afgøres med +25 point, hvis det hold med den bedste guldchance napper 20% af de andre holds spillere. Spillere vil skifte klub til de vindende hold eller dem, som er bedst til at rekruttere. De to ting hænger ofte sammen, da man lettest kan rekruttere, hvis man har chancer for at vinde en Mermaid Bowl. Det resulterer i, at de bedste spillere søger mod de vindende klubber, så NL bliver en kedelig liga, hvilket ses i pointforskellen i kampene. Hvor meget mere spændende ville NL blive, hvis 5 spillere skiftede til både Demons og Rebels? En del. Jeg forstår ønsket om, at spillerne skal kunne vælge 100% frit, men måske var det bedre for DAFF som helhed, hvis der var reguleringssmekanismer.
Rostermaks på holdkortet? Ja tak, højest 45 mand til en 11-mands-kamp, og 25 på 9-mands-kamp (hvis man har mere end 25, burde man spille 11-mands). Ja tak til et licensmaks på 55 pr. hold for hele sæsonen. Den eneste måde at frigive en licens-plads, er klubskifte. Så skal klubberne til at tænke sig om, inden de tegner licens på en spiller. NFL har f.eks. 53-mands-roster og 10 practice squad spillere. Hvorfor skulle DAFF-klubberne ikke have det samme?
Bonusinfo
Towers har haft 69 licenser i år. Det er dog kun 22 spillere, som har deltaget i 10-9 grundspilskampe. I nedenstående tabel jeg talt det totale antal spillere og set på hvor mange af disse, der har spillet 10-9, 8-6 og 5-1 kampe i grundspillet for en given klub:
Det er da nogle absurde tal. 24-48% af licenserne spiller halvdelen eller mindre af grundspillet. Det betyder, at de heldigste hold kun har en stabil kerne af spillere på 17-27 spillere. Dermed vil man ikke skære kernespillere væk med rostermaks, men tilbehørsspillere.
Kontrakter
Der bliver regelmæssigt klaget over, at U19-landsholdet bliver brugt til rekrutteringsbase af landsholdsspillerne og -trænerne. Pt. er der ingen mekanismer som forhindrer det, og spillere kan frit skifte hold uden for sæsonen. Et forslag kunne være en form for kontrakt, der bandt en spiller til en klub i to år. Det ville tvinge spilleren til at overveje sit klubskifte nøje, og klubben ville få stabilitet i mere end ét år af gangen og begrænse masseflugter. Sidste-års-U19-spillere kunne bindes til at spille i to år på seniorholdet ved oprykning, så klubben selv fik nogle års glæde af deres juniorarbejde, og oprykkeren kunne lære sine nye holdkammerater at kende, i stedet at uvisheden resulterede i et klubskifte.
Samtidig kunne man sige, at en klub højest måtte modtage 3 spillere fra en specifik anden klub pr. offseason. Det ville reducere masseflugter, selvom dette snarere er symptombehandling end sygdomsbehandling.
Andet
I engelsk fodbold er der en regel om at mindst otte spillere på et hold skal være ”homegrown”, altså et produkt af deres egen ungdomsafdeling, ud af 25 mand (32%). Et lignende krav ville give klubber et incitament til at talentudvikle i juniorafdelingerne i højere grad. Hvad hvis en klub skulle have minimum 25% af licensminimummet som hjemmedyrkede spillere (hjemmedyrket defineret som minimum 3 år i klubben som junior)? Så ville NL-hold skulle have 8 hjemmedyrkede spillere. Det ville virkelig tvinge klubberne til at tænke anderledes og prioritere juniorafdelingen, i stedet for blot at have en for at kunne spille NL.
Imports giver helt sikkert de rige hold en kæmpe fordel. Der må være to imports på banen samtidig (§1 stk. 7.3). Det er afvejning mellem, hvor lige forudsætninger holdene skal have vs. hvor udviklende det er for sporten, at de danske spillere får lov til at stå overfor imports, der udfordrer dem og udvikler deres holdkammeraterne. Jeg synes to imports er det rette antal.
Opsummering
Jeg har mange løse pointer undervejs, men her er de på overskuelig punktform:
- Hvad betyder mest – En turneringsstruktur med 10 kampe og wildcard-slutspil med 48% +25 point sejrsmarginer, eller en struktur tilpasset til holdenes niveau?
- Ved spilleroverflod på et hold er et andethold at foretrække fremfor dannelsen af en ny nærliggende klub, da der ikke så skal opbygges en hel ny organisation.
- Licensminimum i Danmarksserien sættes op til 18 spillere. (sættes faktisk op til 20 i 2017, jf. DAFF's kravmatriks for DS 2017, s. 45)
- Licensmaksimum på 45 mand på 11-mands-rosteren (25 på 9-mands-rosteren) og højest 55 licenser i en sæson. Den eneste måde at frigive en licensplads for sæsonen er klubskifte.
- Spillere bindes i to år ved klubskifte eller ved oprykning fra U19 til senior.
- En klub må højest modtage 3 spillere fra en specifik anden klub pr. offseason.
- 25% af licensminimummet skal bestå af hjemmedyrkede spillere, hvor hjemmedyrket betyder mindst 3 år som juniorspiller.
Der er nogle af licensrestriktionsforslagene, der vil være komplicerede at administrere, men det har jeg valgt at ignorere i denne artikel.
Jeg mener, at disse forslag ville være med til at højne spændingen i kampene, da antal spillere på holdene ville være mere ligelig, og holdene ville opfordres til at prioritere junior- og andethold.