15. dec. 2009

#9 Coaching: Træningsplan 4/4

Du har 120 minutters træningstid. Hvordan får man fordelt tiden bedst muligt? Det allerførste man gør, er at kigge på ens angrebs- og forsvarsfilosofi. Hvad vil man kunne gøre på begge sider af bolden? De ting, der er vigtigst, skal have mest tid. Alting er dog en balance, så hvis man giver en ting for meget tid, bliver vi dårligere til en anden ting. Jeg har 20 ting jeg gerne ville køre hver gang men bliver nødt til at vælge et par få ting, som vi skal gøre hver gang og veksle mellem de andre.

Træningen kan deles op i følgende perioder
  • Opvarming
  • ST indy
  • ST versus
  • Indy O
  • Indy D
  • Versus
  • Scout
  • Hitting!
  • Conditioning
  • Udstrækning
I hver periode kan man arbejde med forskellige helhedsniveauer afhængig af, hvor mange spillere man har. Vi kører aldrig samtlige ovennævnte perioder, da der ikke er tid til det.

ST består af 4 enheder og er den enhed, som typisk får lavest prioritet, da den får færrest spil på banen. Det vigtigste spørgsmål er, hvor højt man prioriterer ST. Alle trænere vil nok sige, at ST er vigtigt men måske ikke bruge så meget tid på det. Hvis man vil være god til noget, skal man afsætte god tid til det. Min filosofi er, at vi skal være gode på punt, da man typisk så også vil være god på KO. Alle spillerne på punt og kick-off skal være solide open-field tacklere. Da det betyder, at man skal være atletisk og god til at tackle, siger vi i Gold Diggers U16, at man aldrig må blive skiftet ud på ST, da der er en grund til, at man er blevet sat der. Hvis man har brug for en pause, skal det være på angreb eller forsvar. Punt og KO er vigtige, da det er de to ST enheder, hvor modstanderne kan score mod os. KOR og PR kræver meget timing og en del evner fra alle blockerne på banen. At blockere på ST er nok det sværeste block i football overhovedet efter min mening. Forsvarsspilleren har utrolig meget plads og frihed til at komme forbi. Det kræver nogle exceptionelle spillere, der har fokus til at blive på et block hele spillet. De spillere er svære at finde.

Vi tackler aldrig til jorden, end ikke i vores versus periode. Vores regel er, at spillet er slut, når ball-carriers fremdrift er stoppet. Hvis man rammer jorden, er det det der sker, men det er aldrig målet til træning. Denne måde er den eneste rigtige mener jeg, da man mister et vigtigt aspekt af spillet til træning, hvis man stopper spillet, når der er sat to hænder på. Defense vil blive dårligere til at tackle, da de ikke er vant til at tackle 100%, og angrebet vil måske blive overrasket, når de mødes et fysisk forsvar, der rammer hårdt. Vores regel er ”Spillet er slut, når ball carriers fremdrift er stoppet”. Med reglen er der dog en enkelt undtagelse: Så snart det handler om point og om at finde en vinder, tackler vi altid til jorden.

Scout er vigtigt, hvis man møder en modstander med et særligt angreb eller forsvar, som man gerne vil forberede spillerne godt mod. Ellers foretrækker jeg scrimmage, hvor både angreb og forsvar kører det de er mest vant til. Det kræver gode spillere at give et godt look til scout. Hvis man sætter spillere, der er nye i sporten ind, vil looket være elendigt, og ens eget angreb/forsvar vil ikke få godt udbytte af perioden. Det er bedst, hvis man har video af modstanderne. Så kan man lave scout-papirer, som kan sendes rundt via mail, og videoen kan lægges ud via hudl med kommentarer.

Vores Hitting! periode handler om, at spillerne skal ramme hinanden og være frygtløse i tacklingerne. Nye spillere kan ligeså godt lære at leve med kontakten, så vi sørger for at de altid vil blive udsat for hård kontakt til hver træning, så de kan lære at håndtere det eller finde en anden sport. Det er bedre at forberede dem på kontakten til træning, end at de skal lære det til kamp. Vi kører dog ikke Hitting! perioden i game-weeks eller tackler til jorden, da vi vil have spillerne til at være friske til kampen.

Conditioning er en svær størrelse, da man ikke ligeså direkte kan se effekten at det i kamp, medmindre spillerne er i decideret dårlig form. Hvis man har en begrænset trup eller nogle talentfulde spillere, som skal spille begge veje hele kampen, er conditioning meget vigtigt. For at sikre at spillerne presser sig selv, er det en god idé at lave en konkurrence ud af det. Vi deler måske spillerne op i 4-5 hold, placerer dem på endzone-linjen på ryggen, lægger en bold 30 yards væk, og på fløjtet løber de ned, henter bolden og leverer den til den næste spiller, som også starter på ryggen. Han skal så ned og lægge bolden på den anden side af 30-yard-linjen. Hvis bolden ikke er over 30-yard-linjen, sparker en coach bolden længere væk.

Udstrækning er også en svær størrelse. Jeg har hørt, at der ikke er nogen videnskabelig undersøgelse, der kan vise, at udstrækning virker. Jeg mener dog, at det har følgende fordele
  • Holdet er samlet, så man kan give beskeder og føre fremmøde
  • Hvis man træner flere dage i træk, bibeholder man eksplosiviteten. Det er min personlige erfaring fra camps.
  • Fleksibilitet er også en faktor, der definerer en atlet. Desværre er det svært at bibeholde børnenes koncentration og dermed lave en seriøs udstrækning
Det giver god mening at tilrettelægge træningerne i forhold til sæsonen. Hvis man har 3 weekender i træk med kampe, kan man overveje at ofre en træning til videogennemgang eller træne med hjelme kun. Min erfaring er, at spillerne godt kan blive ”banged up” i løbet af sæsonen, så der skal være plads til mindre fysiske træninger. Sidste år lå der 8 kampe inden sommerpausen, hvilket satte sine spor på spillerne.

Det er også en god idé at have 2 træningskampe inden sæsonen. Den første skal helst ligge i god tid inden sæsonen, så man har mulighed for at rette de fejl man vil se i filmen. Den anden træningskamp kunne ligge 3 uger inden sæsonens første kamp, så man har tid til at heles inden sæsonstarten. Mit formål med en træningskamp vil være at give lidt rutine til starterne og lære dem at stå overfor rigtige modstandere og ikke bare holdkammerater, samt at få testet backups og se hvad de kan. Dette er dog godt at koordinere med det andet holds træner, så man sætter backups ind nogenlunde samtidig. Til træningskampene kan man også afsætte noget tid til ST, så man kan få testet det.

Dette er mit sidste indlæg i 2009. U16 holder pause fra nu til starten af januar, så det vil jeg også gøre med min blog. Det næste indlæg har ikke nogen officiel udgivelsesdato endnu, andet end at det udkommer en onsdag i det nye år. God jul og godt nytår

8. dec. 2009

#8 Coaching: Træningsplan 3/4

Inden for hver periode kan man have teknik drills, live drills eller versus. Teknik drills er, hvor man starter med at isolere og træne bevægelserne, som en teknik består af. Live drills er, hvor man kører 100% mod en modstander, hvor man skal benytte teknikken. Versus er, hvor man sætter flere spillere sammen mod hinanden, så man får trænet helheden.

Når man lærer spillere teknikker, er det vigtigt at se på spillerne som en blank tavle (tabula rasa), hvor de skal lære alt fra begyndelsen. Man skal ikke forvente, at de bare kan se bevægelserne og kan kopiere dem. Der er mange børn, som har svært ved at se, hvad andre gør og overføre det til deres egen krop. Derfor deler man teknikken op i stykker, hvor man starter med det helt basale, hvor man f.eks. kun skal bruge armene. Hvor skal man sætte hænderne, skal armene været bøjede, hvilken bevægelse skal der laves? Den næste legemsdel, der skal programmeres er måske benene. Man skal sørge for, at der er et system i rækkefølge man coacher øvelserne i, så man ikke kører en drill, som bygger på bevægelser, de ikke har lært endnu. Man skal ikke være bange for at stoppe en øvelse og gå et trin tilbage, hvis man kan se, at der er et del-element man ikke har fået trænet. Med tacklinger skal følgende faser trænes – pursuit, breakdown, wrap-up og run-through, og ikke nødvendigvis i den rækkefølge. Fordi vi har et godt tackle-program, lærer nye spillere hurtigt bevægelserne, hvis de er nogenlunde lærenemme.

Live drills er, hvor teknikken benyttes i en isoleret kamp-situation. Hvis man vil træne kick-slides, sætter man en defensive end og en offensiv tackle op og bruger en dummy som QB. Enden liner op så langt ude og QB-dummy så dybt, at OT bliver brændt, hvis han ikke får kickslidet. Hvis han bare åbner op i hofterne til at starte med, vil enden brænde ham på speed rushen. Man kører øvelsen som en konkurrence, så begge parter gør alt, hvad de kan for at vinde. Live drills er vigtige, da en spiller godt kan vise god teknik i teknik drills, men når det pludselig foregår i 100% tempo, vil han ofte vise samtlige svagheder i sin teknik og måske glemme teknikken totalt. Sidste-nævnte grund er det værste, og det sker altid: Man ser spilleren lave bevægelserne i teknik-træning, men i videoen fra kampene benytter han overhovedet ikke teknikken. Derfor er live drills ligeså vigtige som teknik drills. Lær og benyt, lær og benyt. De skal have en sund portion live drills hver gang, da de så hver gang kan afprøve de teknikker, som de er blevet lidt bedre til. Jeg tror på en 50/50 fordeling mellem teknik og live drills.

Test dine spillere i live drills!

Live drills er ligeså vigtige som teknik drills!

Versus er, hvor man sætter det hele sammen til enten at fokusere på kast, løb eller begge dele. Der er forskellige helhedsgrader, hvis det er et ord. Med det mener jeg, at hvis man har få spillere til træning og vil fokusere på kastespillet, kan man køre one-on-one passing mod man-coverage. I U16 JNL kører holdene dog mest zone-coverage, så vi kører aldrig one-on-ones, hvis vi kan slippe for det. One-on-one passing er det mest simple, da det kræver færrest spillere. Næste niveau vil være half-line pass skelly, hvor man sætter halv-delen af ens passing forsvar op mod halvdelen af ens passing angreb (f.eks. ILB,OLB,CB og FS mod QB og 2 WRs, måske en RB, hvis han er involveret i kastespillet). Free safetyen vil lide meget under half-line pass skelly, da han vil starte i midten af banen og vide, at det kun er den ene halvdel, der vil blive kastet til. Han vil så kunne se godt ud til half-line skelly, fordi han bare løber ud til den banehalvdel vi bruger, hvor han i kamp vil blive straffet for at læse for meget på QBs øjne og ikke hænge i sin zone i midten. Sidste niveau er fuld pass skelly med alle LBs, DBs og WRs på banen. Pass skelly er den vigtigste periode for QBens kasteevner. Alle fejl man ser her, bliver meget værre, når man kører fuld scrimmage, hvor der er pass rush på. Derfor er det bedst at lade QB opbygge sin rutine med pass skelly først, så han føler han har styr på kastene.

Det er enormt vigtigt, at LBs tager deres read step, selvom de ved det er kast. Vi var på et tidspunkt i camp mod et hold, hvor vi havde skelly og inside run hver dag. På skelly linede OLBs op helt ude ved vores WRs og tog intet pass step. På inside run stod de helt inde i boksen og løbe frem lige med det samme. Da vi så skulle køre scrimmage mod dem, blev de slået til plukfisk, fordi de kun kunne finde ud af at stoppe kastet, når de linede op langt ude og ikke tog read-step, og kun kunne stoppe løbet, når de stop helt inde i boksen. Hvis man snyder på den måde under skelly og inside run, vil man få tæv, når man kommer til scrimmage. Få derfor altid dine LBs til at tage et solidt read-step. Alternativt kan man bede dem om at tage et højt hop på stedet, når bolden bliver snappet, hvis de mangler selvdisciplin.

Det næste indlæg udkommer onsdag d. 16. december.

PS. Hvis der er nogle emner, I gerne vil have jeg snakker om, kan I skrive til mig.

1. dec. 2009

#7 SGD U16: Holdstatus 2/12-09


I dette indlæg tager vi en pause fra coaching og sætter fokus på U16-holdets forberedelse til 2010-sæsonen. U16 har haft den sidste football træning i 2009 og vil nu styrke- og løbetræne de næste to måneder.
Den første gode ting er, at vores U13-trænere har leveret 10 oprykkere. Drengene har vist fint potentiale, selvom de næppe får mulighed for at vise dette potentiale til kampe næste år, da de ikke vil være fysisk og mentalt klar til at kunne bære en starting plads mod spillere, som er op til 2 år ældre end dem. Vægt-udviklingen i 13-16-årsalderen er på ca. 5 kg pr. år. Den typiske 13-årige vejer 45 kg, og den typiske 16-årige vejer 61 kg. Tallene er taget fra følgende graf. Spillerne har fået at vide, at de ikke skal forvente spilletid, og enhver spilletid den kommende sæson skal ses som bonus. Det er først, når de bliver andenårsspillere, at de kan begynde at kæmpe om en starting plads. Det er en præmis de må acceptere for at komme igennem deres første sæson.
Til gengæld vil de så have fået erfaring i systemet og vil være klar til at spille fra første træning i deres 2. offseason. Det gør en stor forskel at have spillere, der har et års erfaring under systemerne. Det betyder, at man står med et hold, hvor 2/3-dele af holdet har erfaring i systemet, hvor det ellers ville være 1/3. Det er altid spændende og skræmmende at sende sidsteårsspillerne op. Man mister det talent man har fået opbygget, men samtidig vil andre talenter have mulighed for at træde ud af skyggen og vise, hvad de kan. Det er ekstremt vigtigt, at disse spillere er mentalt og teknisk klar til at konkurrere og har lært af dem, som har været over dem på depth charten. Så selvom man ikke har fået spilletid, skal man have brugt det første år godt og være klar til at tage over fra dag 1 i den nye offseason.
Det er nærmest umuligt at bevare holdets identitet og lederskab fra år til år. Hvert år skal spillerne finde deres nye roller for den kommende sæson, og det er umuligt at styre, hvilken mentalitet holdet kommer til at få. Alt hvad spillerne gør mentalt, skal komme fra dem, og man kan ikke tvinge noget ud af dem. Jeg kan godt som træner sige, hvad jeg forventer, men jeg kan ikke opretholde disse principper i omklædningsrummet eller i huddlen under en kamp. Det er spillerne, der selv skal tage det til sig og definere, hvilke værdier deres hold skal stå for. Man kan dirigere dem, men ikke styre dem. Jeg håber, at holdet er i stand til at smelte sammen i god tid inden sæsonstart, og at holdet vil stå for udelukkende positive værdier.
En anden god ting er vores to QBs udvikling, Haidar og Maxi. November måned har vi dedikeret til basics, så oprykkerne kan få etableret nogle grundprincipper, og udvikling af QBs hoveder gennem skelly. De er begyndt at udvikle en forståelse for, hvad de skal se og gøre på de forskellige kastespil. Vores eksekvering og timing er ikke så god, men det skal nok komme. Lige nu handler det om, at de skal kunne tænke og se lidt som QBs. Vores starting QB sidste år, Casper Reinhardt, var suveræn til at forstå, hvad jeg ville opnå på de forskellige spil. Jeg forventer ikke at kunne opnå samme forståelse med de nye QBs, men jeg tror stadig de vil kunne gå ud og gøre mange rigtige ting, når sæsonen starter. Deres kaste-mechanics er ved at falde på plads, og de kan godt kaste bolden langt nok. Jeg ved desværre ikke præcist, hvor langt de kan kaste nu, men målet er en 20 yard bullet og 40 yard lob bold. Selv hvis de aldrig når de mål, vil de sagtens kunne få succes. Reinhardt kunne godt kaste 40 yards, hvilket er kommet op på 50 yards, efter han tog til USA og lærte nogle tricks af senior QBen på deres hold. Begge mine QBs har vist, at de kan løbe bolden i anden halvdel af sæsonen, hvor de fik spilletid. Fokus på løbespillet kommer dog først, når vi starter football igen formentlig i slutningen af januar, så jeg håber, at vi relativt smertefrit kan få løbespillet til at virke. Løbespillet er lidt kompliceret, da man skal have en forståelse for blocking-schemet i forhold til, hvad der sker i backfielden. Fleksibiliteten, der gør løbespillet kompliceret, er dog nødvendig for, at vi kan løbe bolden. Ellers ville forsvaret kunne genkende vores løbespil for nemt.
En rigtig dårlig ting, som en artikel på usfootball lagde fokus på, er fremmøde i offseason. Vi har haft svagt fremmøde på U16-holdet på det seneste. Jeg håber dog, at det skyldes sygdom, og at spillerne snart kommer tilbage til træning.
En sidste god ting er dog, at vi har haft mange nye spillere til træning på det seneste. Pt. har vi haft 7 nye spillere, der har været til mindst 2 træninger, hvor en del sandsynligvis signer (melder sig ind) om ikke så lang tid. Jeg håber virkelig på at få fanget en del af de nye, og dermed komme op på 11 spillere med 75 % i fremmøde. Lige nu har vi 35 indmeldte spillere.
Vi skal nu i gang med styrke- og løbetræning i december og januar, og det bliver spændende at se, hvordan spillernes kroppe udvikler sig i den periode.
NFL: Nej hvor jeg elsker disse smukke øjeblikke eller lydene. Jeg har fået respekt for Matthew Stafford, da han går ind og kaster et TD med en ødelagt skulder i uge 11 kampen mod Browns. Det ændrer dog ikke på at han er den spiller i NFL som har kastet næstflest INT. Dog står han bag en af NFLs svageste OL, hvilket nok har en indflydelse, samt de er det hold, som kaster 4. mest. Oppe i toppen af INT ranglisten ligger en anden rookie QB, Mark Sanchez. Detroit og Jets håbede vel, at de kunne få franchise QBs ala Joe Flacco og Matt Ryan, som gjorde det godt allerede i deres første år sidste sæson. Det er risikoen ved at starte en rookie QB, specielt hvis man ikke har et stærkt mandskab til at støtte op omkring ham. Erfaring betyder dog ikke bedre spil, hvilket Jake Delhomme er bevis på. Og hvad med Jay Cutler, der fører NFL i INT? På 11 kampe er han kommet op på 20, hvor han sidste år i 16 kampe kun havde 18 til sammenligning. Det var ikke det Bears håbede på, da de byttede sig til ham.
Hvilket play-off hold er stærkest? Jeg kan kun se to muligheder: Vikings og Saints, i den rækkefølge. Kommentér gerne.
Har du i øvrigt nogensinde mødt en dansk Lions fan?

24. nov. 2009

#6 Coaching: Træningsplan 2/4

Her er et eksempel på hvordan en træningsplan kan se ud. Jeg bruger selv Excel 2007, men hvis du ikke har Excel, så prøv OpenOffice.


Der er en positioner lodret og tider vandret, så man kan se, hvornår hvilken position skal lave hvad. Jeg arbejder med fem-minutters-intervaller. Jeg kender en coach som arbejder med 7-minutters-intervaller. Dette giver god mening, da 5 minutter til en enkelt drill ikke er særlig meget. Jeg mener dog, at tidspunkterne bliver sværere at huske, når man arbejder med 7 minutter. Et spørgsmål, der altid kommer, er ”hvornår starter vores tackling periode? Er det 17:55 eller 17:50?” Svaret er, i min verden, 17:55. Det er vigtigt, at man ikke laver en træningsplan, hvor det kun er tidspunkterne, hvor vi laver noget nyt, der står på papiret. Lad os kalde det en "kollapset træningsplan." Ovenstående plan ville se således ud:


Den kollapsede plan ville jeg have ekstremt svært ved at læse i træningens hede. Jeg bliver nødt til at aflæse tidspunkterne for at få en følelse for, hvor lang tid vi bruger på hver periode. Det er spild af energi under en træning. I det forrige eksempel kunne man se på kassens højde, hvor lang tid det ca. tog. En anden detalje er, at der står tider i begge sider af planen. Hvis der kun står tider i venstre-siden, får man sværere ved at læse tiderne, når man træner forsvar. Alle søljerne med positionerne er lige brede, da det gør det mere overskueligt. Man kan sagtens lave en finere inddeling af perioderne, hvis man f.eks. gerne vil bruge præcis 15 minutter på OL’s run-blocking og 10 minutter på pass-blocking. Det betyder dog, at man har fastlagt OL perioden fuldstændigt og positionstræneren vil være fastlåst. Hvis man nu har screens i sin playbook, hvornår skal det så trænes? Jeg foretrækker kun at skrive, hvornår positionerne skal træne sammen. Alt andet bliver kaldt indy (indy=individual position training). Så kan jeg fortælle mine trænere, hvad jeg gerne vil have de lægger fokus på i dag under indy.

For at kunne køre en effektiv træning skal man have en fastlagt plan, som alle trænerne kender og er med på. Jeg forsøger at bibeholde tidsfordeling for så vidt muligt. Hver gang, der ændres i periodernes længde, skal mine trænere bruge energi på at regne ud, hvor lang tid de har tilbage og tilrettelægge antallet af øvelser og deres længde til periodens længde. Det giver dem en stabilitet, hvis de kender tidspunkterne på rygraden. Dette kommer tilbage til mit indlæg om stabilitet for spillerne i systemerne. Det samme gælder for trænerne. Des mere de kan tænke på coaching og ikke på ”Hvor lang tid har jeg og hvad nu,” des bedre. Indholdet kan ændres frit, men tiderne skal ligge fast. Man kunne godt mødes en halv time inden hver træning og diskutere, hvad spillerne har brug for at blive bedre til og lægge planen ud fra det. Jeg mener, at det kræver for meget tid i forhold til udbyttet, samtidig med at det fjerner den førnævnte stabilitet for trænerne. Man skal også spørge sig selv, om man har lysten og energien til at bibeholde dette møde hele sæsonen. Man skal være ærlige overfor hinanden og sige til, hvis man føler, at man ikke vil have overskud til at skulle gøre det her. Til sidst skal det nævnes, at jeg typisk råber til mine trænere, når de har 5 minutter tilbage af den nuværende periode, i tilfælde af at de ikke har ur, ikke kender periodens sluttid eller har mistet tidsfornemmelsen.

Jeg skriver ikke vandpauser ind i planen, da vi kun bruger 30-60 sekunder på vandpauserne. Til almindelige drills kan man nå alt mellem 2-20 reps pr minut. En indy-periode bør være på minimum 15 minutter, da man ellers kun kan nå to drills, medmindre man går efter enormt korte drills, som kan give masser af reps på kort tid. Versus-perioder æder tid, når man skal sætte dem op, da der altid er nogle spillere, som mangler, og man skal justere. Jeg kører med faste startere i et par uger af gangen, som jeg har skrevet ned inden træningen og måske tilrettet under opvarmningen, hvor jeg kan se, hvem der mangler. En versus-periode kan tage alt fra 1½-5 minutter at sætte op, afhængig af hvor god man er. Man kan nå 1-2 reps pr. min. i versus-perioder. Det skal man have i baghovedet, når man afsætter tid til perioderne.

Det næste indlæg vil udkomme onsdag d. 1. november.

PS. En lamineringsmaskine kan købes i den lokale Bog og Idé (som vist ikke længere findes) og gør, at træningsplanen ikke bliver krøllet og våd.
PS. En farveprinter kan gøre det nemmere at se, hvornår grupperne skal slås sammen, men det er ikke et problem, hvis man kender planen godt. Det ser dog godt ud.

17. nov. 2009

#5 Coaching: Træningsplan 1/4

Da jeg begyndte at skrive et indlæg om træningsplanlægning, havde jeg ikke en særlig solid idé om, hvordan indlægget skulle bygges op, og hvad det skulle indeholde, så jeg begyndte bare at skrive løst om lidt af hvert. Det blev rimelig rodet, men efter lidt tid tog jeg et skridt væk. Resultatet bliver en serie af fire indlæg, som til at starte med kun skulle være et indlæg. Der var mere at sige om dette emne, end jeg troede. På en måde er denne blog en sund måde for mig at få mine tanker ned på et digitalt papir, få struktureret dem og reflekteret over dem. Der er alligevel mange processer, som man ikke er bevidst om, førend man bliver tvunget til at sige dem højt.

For at få det bedste ud af ens spillere med den begrænsede tid man har, skal man udnytte træningstiden effektivt og få trænet de vigtigste ting. Man kan lære spillerne mere, og de vil også føle, at de får større udbytte af træning, hvilket forhåbentlig vil øge deres træningsfremmøde. Jeg mener selv, at jeg er rigtig god til at planlægge og køre en effektiv træning. Her er to ting, man skal gøre under træningen, som bidrager til effektiviteten:

1) Eliminér ventetiden.
- Spillerne skal kunne teknikkerne. Det lærer de ved masser af reps. For at give spillerne masser af reps, skal man hele tiden overveje, hvor lang ventetid der er mellem hver rep. Hvis du har 6 WR, der skal løbe en rute i 5 minutter og man kan løbe 3 ruter i minuttet, er der 2,5 (5 min x 3 ruter / 6 WR) reps til hver WR. Hvis du laver to stationer, får hver WR 5 reps på ruten. Man vil selvfølgelig gerne give dem lidt pause mellem hver rep, men det er sjældent for korte pauser, der er problemet. Ved at lave flere stationer, der kører asynkront (altså ikke kører en rep samtidig), kan man få flere reps ved at eliminere ventetiden. Ved at køre asynkront kan man samtidig se hver en rep.
- En anden måde at eliminere spildtid/ventetid er korte vandpause. Vi har vandpauser på 30-60 sekunder. Sørg for at spillerne ved, hvor lang tid de har. Til U16 træning er 60 sekunders vandpause en lang pause, hvor spillerne af sig selv søger hen mod trænerne, når de er færdige og står og snakker det sidste tid. Derfor benytter vi oftest 30 sekunders vandpauser.
- En tredje tidsspilder er opsætning af øvelser. Sørg for at udstyret er klart og sat op, inden spillerne er klar. Der er ingen grund til, at de skal kigge på dig i 2 minutter lægge kegler ud, når man kunne nå måske 8 reps i den tid.
- En fjerde tidsspilder er, når spillerne går mellem perioder. Vi jogger altid, når vi skal et nyt sted hen.

Alle de ovenstående ting lyder simple og banale, men man kan spare op til følgende tid
Vandpauser x 4 => (120 sek minus 30 sekunder) x 4= 6 min sparet
Flere stationer => samme antal reps på kortere tid = (50 min indy tid før - 37,5 min indy tid efter) = 12 min sparet
Opsætning af øvelser => 1 minut pr drill x antal drills + 3 min pr versus x antal versus = 7 drills x 1 minut + 2 versus (en ST og en scrimmage) x 3 min = 13 min
Jogge mellem perioder => 5 minutter
Total: 36 minutter

Man kan selvfølgelig kigge på tallene og sige, at nogle af vurderingerne er urealistiske, men størrelsesordenen er korrekt. Jeg har antaget, at en vandpause før tog 2 minutter, at vi sparer 25% tid ved at køre 2 stationer og får det samme antal reps, og at man kører 7 drills og 2 versus perioder. Versus er, hvor man sætter to fulde ST-enheder op mod hinanden i ST-perioden og angreb og forsvar mod hinanden i scrimmage/skelly/inside run-perioden. Du har nu sparet en halv time ved at gøre tingene effektivt.

Versus er altid et helved at sætte op, da man nemt kan mangle en spiller til en enkelt plads eller ikke kan få set netop den spiller på den plads, da der mangler en til at tage hans plads på forsvaret. Jeg sætter altid scrimmage/skelly/inside run startere hjemmefra og kører oftest med de samme starters i nogle uger. Jeg baserer starters på hvem jeg gerne vil se, hvem jeg gerne vil give erfaring, og hvem der kommer ofte til træning og husker at melde afbud, når de ikke kommer.

2) Korte præcise instruktioner.
Man kan godt bruge mange ord på at forklare, hvad der skal gøres og hvorfor, men der er en begrænsning for, hvor meget information en spiller kan absorbere hver gang man tager fat i dem. Spilleren kan maks tage 1 til 2 rettelser af gangen. Des færre pointers du giver dem, des mere fokus kan de lægge på de få pointers, i stedet for at blive forvirrede over alle de ting de skal tænke på. Fortæl dem hvad de gjorde, og hvad du vil have de skal gøre i stedet. Det tager 10 sekunder, hvilket er en begrænset mængde information og stjæler ikke reps fra de andre spillere, da de ellers skal vente og lave ingenting, mens du uddanner en enkelt spiller. Hvis der kræves en længere forklaring, så tag spilleren til side, mens de andre spillere får reps. Så kan de andre få 2 reps, mens du forklarer færdig, i stedet for nul. Hvis det er en lektie, som måske gavner andre spillere, skal det forklares højt, så alle kan høre og lære af fejlen. Dette gør, at det f.eks. kun er 1 OL, der skal begå fejlen, for at samtlige OL lærer af fejlen, i stedet for at de alle 5 skal begå fejlen, førend de lærer af den. Coach Basse var ekstremt god til at forklare, så alle kunne høre det. Dette var specielt åbenlyst under ST-perioden, hvor spillerne er spredt ud over det hele. Normale trænere ville skulle bruge et lokale for at kunne få spillerne til at høre og forstå alt, hvad der skete. Han kunne gøre dette, selv spillerne var spredt ud over hele banen og linet op til kick-off og KO return.

Det næste indlæg udkommer onsdag d. 25. november.

PS. Jeg er en talnørd, hvilket beregningerne af tidsbesparelserne nok har afsløret.

10. nov. 2009

#4 Coaching: Filmning

Filmning af træningerne er nok det vigtigste redskab for vores trænere. Når man står på en træningsbane og kører scrimmage, ser man kun en spiller direkte og måske 2-3 spillere i periferien. Specielt en plads som OL kan leve skjult på godt og ondt. Deres gode ting bliver ikke set og anerkendt, og deres dårlige bliver ikke rettet. Omvendt vil en QBs fejl altid være synlige for enhver, hvilket gør QB til den mest coachede position og OL til den mindst coachede. Det er en ting jeg forsøger at ændre i Gold Diggers U16.

Der er en del hold, som allerede filmer deres kampe. Det oversættes til 10 videoer på en sæson. Når man ser videoen, er kampen allerede afgjort, og man kan se, hvorfor man vandt eller tabte. Problemet med kun at filme kampene er, at man først retter fejlene, når det er for sent. Man vil dermed altid være et skridt for sent i sine rettelser. Omvendt har vi ca. 60 træninger på et år, hvor vi kan filme så ofte vi vil. Hvis vi kører scrimmage hver anden uge, vil vi lige nu få filmet 10 scrimmages inden sæsonstart. Det er altså ligeså mange videoer, som man ville få, hvis man kun filmede kampene under sæsonen! Samtidig får man mulighed for at rette fejlene, inden de bliver begået i en kamp og måske oversættes til et nederlag.

Resten af dette indlæg er fokuseret på, hvordan man filmer og bruger filmen. Det er mange detaljer, der bliver beskrevet (næsten for mange), men de er vigtige at få med og gøre, da det påvirker ens udbytte af filmen drastisk.

Mht. selve filmningen er det vigtigt, at kameraet er placeret højt oppe. Hvis du filmer fra jorden, kan du ikke bruge filmen til noget som helst. Vi sætter en skadet spiller op på containeren med kameraet på U16, og på senior sætter vi en stige op ad goalpost og filmer bagfra angrebet. Bag angrebet er bedst, da man kan få RB og QB i bunden af skærmen og fange hvad DBs laver på deres dybe zoner. Goalpost+stige giver den bedste vinkel, da man kan se OLs blocks, QB og RB's pass og run reads og WRs ruter. Når man ser det fra sidelinjen, mister man enhver fornemmelse af afstand.Når man filmer bagfra, skal man sørge for, at offense liner op langt nok væk fra kameraet, så man får samtlige WRs og DBs med i billedet, medmindre det er inside run. Det er en god idé at instruere kamera-manden i, hvornår han skal starte og stoppe kameraet for at undgå spild-video, som ingen gider se. Et godt tidspunkt at starte er, når offense er kommet hen til deres position og skal til at gå ned i deres stance.

Selve kameraet skal være med hard-disk for at reducere overførselstiden til computeren. Hvis man virkelig vil nørde omkring kameraet, kan man læse i bunden af indlægget. Den korte version er, at et standard-definition kamera med indbygget hard-disk er helt fint. Skaf dog et stort batteri, så man ikke løber tør under kampene.

Jeg kan i øvrigt varmt anbefale TMPGenc til omkodning (så man kan lave filmen i samme kvalitet, men den fylder mindre), hvis man vil have fuld kontrol over output-indstillingerne, samt mulighed for at klippe i klippene. Jeg vil anbefale wmv-formatet, da det er inkluderet med windows media player 11, så nogle spillere ikke skal downloade et ekstra codec (et codec gør, at video-data kan komprimeres og afkodes igen. Hvis videoen er lavet med et codec, skal man bruge det samme codec for at kunne afspille filmen). Ellers kan man bruge XP's windows movie maker, som dog ikke giver så meget kontrol over kvaliteten (og dermed den endelige filstørrelse) som TMPGenc. Til sidst i denne sammehæng skal nævnes, at omkodning tager tid, så hvis du har en ældre computer, er det bedst at optage i standard-definition, så computeren ikke skal bruge energi på at nedskalere fra 1920x1080 til 640x360, men kun skal tænke på at encode filmen.

I Gold Diggers har vi på senior-holdet adgang til hudl, som man kan lægge video fra kampe og træninger ud og kategorisere spillene på forskellige måder. På denne side kan man lægge kommentarer til spillene, tegne og udsende det til udvalgte spillere. De fleste spillere på senior kan dog godt selv se, hvornår de laver fejl, så vi benytter det ikke så ivrigt. Det er kun de største fejl, som bliver påpeget til scrimmage og sendt ud til alle. Det ville kræve sindsygt arbejde at kommentere på samtlige spillere og udsende det, uden nogen garanti for at de ser det. På U16-holdet lægger vi videoerne op på en server, hvor spillerne kan downloade dem fra. Tjek med server-udbyderen at det er okay i lægger større film op! En sjælden gang ofrer vi en træning på at se kamp-videoerne igennem, men det er kun, hvis vi har bye-week, og spillerne virker trætte. Ellers er jeg meget imod at miste træningstid. Jeg vil hellere prøve at få spillerne samlet en weekend og se filmen, uden at vi mister træningstid.

 Hvis man vil bruge en lørdag på video-gennemgang, skal man huske 2 ting: 1) Spillere kan kun koncentrere sig så længe. 2) Spillere behøver ikke at høre om fejl på andre positioner. Med andre ord: Del spillerne op i positioner, fx DB, LB og DL, se video hver for sig og hold det kort. Det kræver dog ressourcer i form af 3 computere og store nok skærme eller projektorer, så alle kan se.

Når man skal se videoen, er frame-by-frame featuren ekstremt vigtig. Det gør, at man kan gå et "billed" frem og tilbage i videoen. På hudl.com kan man se frame-by-frame. Jeg bruger normalt media player classic home cinema (som har intet at gøre med windows media player!) til afspilning af video, da det er et lille program, som kan afspille mange filer og vise frame-by-frame og zoome. Brug venstre og højre piletast til at gå en frame tilbage og frem. Samtidig kan man zoome ind og ud via 9 og 1 på numpad. 5 sætter zoomen tilbage på default.

Hvad gør alt dette? Nu kan du se video fra en træning, frame-by-frame, hvor du kan zoome ind og finde det præcise øjeblik, hvor spillerens teknik fejler og vise ham det. Der er en del spillere, som tror, at de gør, som de bliver bedt om, mens træneren og kameraet ser noget andet. Det giver spillerne en bedre bevidsthed om deres krop og de fejl de skal rette. Når man så ser video med spillerne, er det vigtigt, at ingen føler sig udsat, og alle ved, at fejl er en god ting til træning. Der er ingen skam i at fejle til træning. Det er bedre at begå alle fejlene til træning og få dem rettet, end at begå dem til kamp.

Filmning er et værktøj, som tager tid at vænne sig til at bruge og koster penge, men det gør, at man kan se alt, der sker på banen. Så kan man gå fra at sige "Vi kan ikke løbe bolden" til at sige "Vi kan ikke løbe bolden fordi..." Dette gør en enorm forskel i forhold til indy-træning. Nu kan du fokusere øvelserne på de ting, som vi skal kunne gøre, som vi pt. ikke kan gøre.

Den næste blog udkommer onsdag d. 18. november og vil handle om at lægge en træningsplan.

PS. Man kan også filme indy-træning eller live one-on-one drills (live drills defineres i et kommende indlæg). PS. Husk at købe et stort batteri. PS. Det irriterer mig, at NFL kun viser kampene med sidelinje-kameraet, når de har et lækkert fly-by-wire kamera, der hænger over banen og giver et meget bedre overblik over, hvad der sker. De bruger det godt nok til replays, men jeg vil se hvert spil fra den vinkel. Med det kamera kan man faktisk se hullerne, som RB løber i, eller hvornår WRs finder huller i zonerne og bliver frie. Forestil dig at spille Madden eller NCAA til PS3 med sidelinje-kameraet. WRs forsvinder ud af billedet på kastespil, og OL bliver til en stor klynge på løbespil.



Nørde-snak om kameraer:

Jeg kan huske de gamle dage (som kun er 1-2 år siden), hvor man skulle trykke play på kameraet og vente et par timer på, at computeren optagede videoen, mens den blev afspillet. Det er ulideligt og gør, at man ikke gider filme træninger og kampe. Et hard-disk kamera kan overføre en hel kamp på...tja, uden at have timet det, vil jeg tro på 20 minutter, og du vil bevare klip-opdelingen. Jeg har et Full-HD sony kamera med hard-disk. Det største problem med full-HD er, at det er interlaced og ikke progressive, hvilket gør, at videoen kan se grim ud, medmindre man omkoder den og får omkodningsprogrammet til at deinterlace videoen. Det er kun professionelle video-kameraer, der kan optage i 1080p (Full HD progressive). Samtidig snyder nogle ældre kameraer og skriver full HD optagelse, selv om det "kun" er 1440 x 1080 opløsning. Det kan kun ses i manualen på hjemmesiden eller via en anmeldelse. Dette kamera er et eksempel. Optagelser i HD fylder dog så meget at man, selv efter omkodning, ikke kan uploade dem til serveren og forvente at samtlige spillere har mulighed for at downloade dem. Til eget brug er det fint, men man kan ikke bruge nettet til at omfordele videoen. Et full HD kamera bruger i øvrigt AVCHD til at gemme filmen og vil blive til en funky M2TS-, MTS- eller M2T-film, når den ligger i windows. Hvis man recoder filmen med et codec, vil den afspilles mere glat og fylde mindre. Det kan anbefales at kigge på hjemmesider ala edbpriser eller pricerunner.de til at finde det billigste kamera. Jeg fandt focusline.de via pricerunner.de, købte kameraet derfra, fik det største batteri oveni, og det var stadig billigere end kameraet alene fra en dansk forhandler.

3. nov. 2009

#3 Coaching: Hvorfor skal jeg have en angrebsfilosofi?

Jeg forstod først i år, hvorfor man kalder i NFL snakker om offensive filosofier: De forskellige offensive systemer er så forskellige i, hvad man gerne vil gøre, når man har bolden og i teknikkerne man bruger til at udføre spillene. Eksemplerne i dette indlæg er baseret på shotgun med 4 WR mod et 4-4 cover 3 forsvar (hvor jeg typisk forkorter cover 3 med C3).


Bemærk at jeg oftest tegner spillet fra venstre eller højre hash-mark. I løbet af en kamp tilbringer man mest tid med at snappe bolden derfra.

Det mest simple valg er løb eller kast. Men efterhånden som man kommer mere ind i coaching, indser man de spil du laver, skal komplementere hinanden. Du kan ikke opbygge din playbook ved at lave en masse spil, som skal fungere uafhængigt af hinanden. Hvert eneste spil skal have et formål, og når modstanderen får lukket ned for det spil ved at gøre en bestemt ting, skal du have et andet spil, som straffer dem for at gøre lige netop den ting. Det mest simple eksempel er at løbe bolden, så linebackers skyder aggressivt frem og derefter lave play-action og kaste bolden der, hvor linebackeren burde være.
Det ville ikke give mening at køre masser af løb for derefter at kaste en fade til WR, da LB aldrig vil have nogen indflydelse på den rute. Selvfølgelig hvis CB stopper op, når han ser løb, giver denne rute mening, men en CB burde aldrig tænke på løbet, før bolden har krydset LOS (line of scrimmage) i en C3, hvor han har den dybe 1/3-del. Hvis man vil straffe en OLB for at spille løbet for aggressivt, giver en slant meget mere mening, da PA trækker ham ind, og slanten rammer den zone han skulle være i.
Typisk kombinerer man slanten med en flat, som sætter OLB i et dilemma: Skal han droppe hurtigt ud til flat-zonen, så han kan dække flat-ruten, eller skal han blive hængende inde og dække slanten, som kommer ind mod ham? For ikke at forstyrre timingen for meget, behøver QB end ikke sætte bolden ned i RBs mave, hvis man går efter et rigtigt quick pass. RB kan lade som om han vil tage et hand-off.
Det kan også være forsvaret skubber alle LB over mod trips-siden, når man stiller op med 3 WRs i samme side. Så har man givet sig selv endnu mere plads til slanten til den ensomme WR. Der kan QB godt lave en fuld PA med bolden inde i maven på RB, da vi har købt os så meget mere plads og tid.

Sidste år kastede vi to INT til TDs, fordi modstanderens ILB kom for hurtigt ud i pass coverage. Dette skyldtes to ting: 1) Vi løb ikke bolden nok til at tvinge ILBs til at tage deres read step. 2) Vi havde ingen ruter, hvor vi kunne skade ILB, hvis han droppede hurtigt ud mod sidelinjen. Det retter vi op på til næste år. Til næste år vil jeg prompte straffe ILB, hvis han dropper hurtigt ud mod sidelinjen ved at lave en completion lige der, hvor han startede.

De ovenstående eksempler viser vigtighed af komplementære spil. Hvis vi lader OLB være med på løbet, får vi svært ved at løbe, da det bliver 7 mod 8 i boksen. For at holde ham ude af boksen, kan vi køre slant-flat-kombinationen. Omvendt hvis ILB dropper ud i zone-coverage meget hurtigt, skal vi løbe bolden eller complete kast, der hvor han flytter sig væk fra. Man starter med et enkelt spil, som man gerne vil køre. Så tænker man ”Hvad kan modstanderen gøre for at stoppe det?” Du skal så finde et modtræk til forsvaret modtræk. Typisk har forsvaret flere modtræk. Du skal så have et modtræk til hvert af disse. Det er her, hvor skak-sammenligningen kommer ind i billedet igen. Ligesom i skak er der mange træk og modtræk. Kunsten er så at få lavet så spil som muligt, som giver dig de træk og modtræk du gerne vil have. Man kan ikke lave et unikt spil til hver situation, der kan opstå. Ens playbook bliver alt for stor, og ens eksekvering vil være elendig. Taktikken er lige meget, hvis eksekveringen ikke er der.

Når du har tænkt over, hvilke spil du gerne vil have, skal du tage et skridt væk og se kritisk på, hvad du kræver af spillerne. Hver ting de skal gøre skal trænes mange gange, og man har kun så meget træningstid. I Gold Diggers har vi typisk 15 minutters riverside og to træninger pr. uge. Riverside er, hvor WR løber de forskellige ruter, og QB kaster bolden, uden at der er opdækning. Det er sådan vi opbygger timing. Det er urealistisk at have 20 forskellige ruter, når du kun kan give din QB 20 kast til riverside hver træning. Hvis vi regner lidt på det, kan vi lave følgende tabel
Antal ruter Reps pr. træning Reps pr. rute pr. uge
20 20 2
10 20 4
5 20 8
Des flere reps QB og WR får hver uge på den enkelte rute, des bedre vil timingen være på de ruter. At sige at man kører disse 5 ruter denne uge, og 5 andre næste uge osv. løser ikke problemet. Hvis der er noget man skal kunne gøre, skal man træne det hver uge. Man kunne give QB og WRs mere tid sammen, men det vil være på bekostning af træning af noget andet. Dette er kun et eksempel, men det illustrerer problemstillingen. Du har brug for at kunne kalde disse spil, men du skal også have tid til at træne dem.

Man kan få mere tid ved at lade spillerne spille enten angreb eller forsvar, men jeg mener, at det er bedre for spillernes udvikling, hvis de spiller både angreb og forsvar. Idéen lader sig heller ikke gøre på noget U16-hold, da det kræver 7 trænere.

Når du har besluttet dig for dine træk og modtræk og sikret dig, at du kan lære spillerne teknikkerne godt nok, har du sådan set din offense filosofi. Du vil være blevet tvunget til at sige ”Det her vil vi kunne gøre i kamp, og vi har afsat tid til at træne teknikkerne. Det her passer ikke ind sammen med nogen af de andre spil, eller vi har ikke tid til at blive gode til det. Jeg tror, vi har de spil, som vil blive nødvendige under sæsonen.”

Den tredje og sidste fase er erfaringsfasen. Du skal gå ud og spille en hel sæson med spillene. Hvis spillet ikke virker, så lad være med at køre det, medmindre det kan fixes med en lille let justering. Det er her du vil se, hvordan tingene oversættes fra whiteboard til græs. Spillene vil altid fungere på whiteboardet, så du vil nogle gange blive overrasket over, at nogle spil ikke virker på græsset. Her er film verdens vigtigste redskab. Det er ikke godt nok at sige ”Spillet virker ikke” og lade det være det. Jeg har hørt coaches sige ”Vi kan ikke løbe bolden” og ikke give yderligere forklaring. Man skal kunne svare præcist på, hvorfor spillet ikke virker. Hvilken position gør ikke sit job? Stiller vi for store krav til den position, når vi beder ham om at gøre dette? Er det fordi modstanderen liner op på denne måde og gør blocket svært, at vi ikke kan køre spillet? Hvis vi ikke kan køre et spil, lader jeg være med at kalde det og retter fejlen til næste år eller lader spillet uddø i næste version af playbooken til næste år. På denne måde vil du år for år komme tættere på din egen angrebsfilosofi, som virker.

Hvis man ser på vores formation, så kan vi tvinge OLBs til at trække så langt ud, så de ikke kan være med i løbespillet. Der er 6 mand tilbage i boksen, hvor vi typisk reader på den ene end og lader ham være ublockeret. Så har vi 5 mod 5 blocking og 2 ball carriers. Det er et godt match-up for os på løbet, 7 mod 6 i boksen. Kastemæssigt har vi 2 WRs i hver side, der muliggør quick pass reads i hver side. I en I-formation med en TE er det kun i TE-siden, man kan lave et read, og han starter så langt fra WR i hans side, at der går lang tid, inden de er tæt nok på hinanden til, at en forsvarsspiller skal vælge at dække en af dem og lade den anden gå. De 4 WRs lukker også for blitz-muligheder, da man ikke kan blitze OLBs, uden at QB kan nå at se det og kaste der, hvor OLB burde have været. Hvis OLBs skal nå ind til QB, skal han cheate op, og hvis han ikke cheater op, når han aldrig ind til QB, inden vi har sluppet bolden. Formationen minder altså om en åbning i skak, hvor forskellige åbninger giver forskellige muligheder.

For at opsummere – Spillene i en playbook skal komplementere hinanden. Der må ikke være for mange spil og teknikker, som skal bruges, da der skal være træningstid til at kunne lære det. I løbet af sæsonen vil man lære, hvad der virker og ikke virker. Det, der ikke virker, vil man justere, forsimple eller fjerne helt.

Næste indlæg udkommer onsdag d. 11. november og vil omhandle filmning af træninger og kampe.

28. okt. 2009

#2 Coaching: Stabilitet i systemet

Vi kører shotgun med 4 WRs og option løb. Grunden til at vi kører det system, er, at vores senior-hold kører det, og det er det system, som jeg har mest erfaring med at køre. Vi har kørt systemet nu i 3 år, hvilket giver spillerne en stabilitet.

Det kan godt være at de andre coaches ved præcis, hvad vi gør med bolden, og hvordan vi stiller op, men de skal have deres U16-spillere til at kunne reagere rigtigt på de forskellige ting vi gør. Når der er konstant udskiftning på samtlige U16-hold, er det svært at få opdrættet nye spillere, som kan se og reagere rigtigt på de ting vi gør. Selv hvis det var et senior-hold, ville det ikke være så stort et problem, da offense handler om eksekvering. Det bliver i sidste ende et spørgsmål om, at vi kan eksekvere spillet mere effektivt end du kan reagere og stoppe det. Taktik handler om træk og modtræk, som får modstanderen til at tvivle og reagere forkert eller langsomt. Jeg vil snakke mere om det i mit næste indlæg.

Stabiliteten gavner også os, da spillerne opnår en tryghed i alt hvad de gør. Casper Reinhardt (vores starting QB sidste år) syntes en overgang, at det var træls at køre præcis det samme offense år efter år og tiggede mig om at køre under center. Jeg kunne ikke se, hvordan det ville hjælpe os at køre under center, da man ikke skal tilføje ting, medmindre de passer ind i filosofien. Det, at han keder sig, betyder, at det hele sidder på rygraden af ham, og han ikke behøver tænke over de mange ting han skal gøre men bare kan tænke på at levere det bedste kast nogensinde. Hvis jeg kan skabe så meget rutine, så har jeg opnået mit mål, nemlig at give mine spillere ”tryghed i deres eksekvering”.

”Tryghed i vores eksekvering” var en stor lektie for mig, som Coach Basse (tidligere junior coach og nu NFL kommentator) i sin tid havde snakket om, men som jeg ikke helt forstod på daværende tidspunkt. Spillerne skal have spillet på rygraden, dvs. de kan høre spilkaldet og vide præcist, hvilke bevægelser de skal lave uden at tænke over det. Når man ikke længere skal bruge energi på at tænke over de mange små ting man skal gøre, både teknik- og assignment-mæssigt, er man nået langt. Så kan man bruge energi på at fuldføre opgaven, i stedet for på hvordan man skal gøre det. Jeg har hørt om coaches, der tilføjer offensive spil i halvlegspausen eller skifter offensivt system midt i sæsonen. Det ville jeg aldrig gøre. De erfarne spillere ville kunne lave bevægelserne, men eksekveringen vil aldrig sidde på rygraden, og spillet vil miste meget af sin effekt. Alt på offense handler om eksekvering for mig. Hvis jeg står i en kamp, ser forsvaret gøre noget og ikke har det rigtige spil til at straffe dem for det, så har jeg ikke overvejet de mulige situationer godt nok, da jeg lavede playbooken. Der kommer erfaring så ind, da jeg stille og roligt får opbygget spil, som jeg ved vi kan få til at virke. Hvert år kan jeg så overveje, hvordan jeg forbedrer spillene og tilføjer nye spil, der komplementerer de eksisterende.

Det var mit første blog-indlæg, som i bund og grund kan opsummeres til, at stabilitet giver bedre eksekvering, hvilket er afgørende for et succesfyldt angreb.

I mit næste indlæg vil jeg snakke om angrebs-filosofier. Det er et begreb, som ofte bliver nævnt på NFL.com, men det er først sidste år, at jeg er begyndt at forstå, hvad de mener. Et kast er vel et kast uanset om du har 2 eller 4 WRs, og et løb er vel et løb, uanset om det er shotgun eller under center. Sådan tænkte jeg førhen. Nu ser jeg formationen mere som et skak-spil, hvor de forskellige åbninger giver forskellige muligheder og lukker nogle døre. Det næste indlæg udkommer onsdag d. 4. november.

25. okt. 2009

#1 Introduktion af endnu en blogger

Mit navn er Nicholas Hjorth, jeg er 24 år, og jeg er Head Coach for Søllerød Gold Diggers U16. Jeg har coachet i 3 år og været Head Coach i 2 af de år. Formålet med denne blog vil være at dele nogle af de erfaringer og fejl jeg har begået som coach og snakke om mit U16-hold og deres forberedelse til 2010-sæsonen i U16 JNL. Bloggen vil forhåbentlig kunne bidrage til andre coaches ved at belyse nogle af de ting, som jeg mener, vi gør rigtigt i Gold Diggers. Jeg er selv offensiv koordinator, så de fleste af mine taktiske erfaringer kommer fra angrebet.

Jeg spiller også på seniorholdet og har spillet på SGDs seniorhold i fem år, tre under Kim Ewé og to under Philip Borggaard. Før det spillede jeg junior i Kronborg Knights som U19’er i tre år, som gav mig et solidt fundament til at udvikle mig til, hvor jeg er i dag.

I mit første år som football-spiller kom vi i finalen og tabte 30-0 til Herlev Rebels. Jeg tog ikke imod sølv-medaljen, da jeg havde fået begrænset spilletid hele sæsonen og ikke følte jeg fortjente medaljen. Når jeg nu ser tilbage på det, med den viden jeg har nu som head coach, ville jeg have taget imod medaljen. Al succes et hold har, skyldes den indsats som samtlige spillere har lagt i holdet til træning. Selv de spillere, som slet ikke er kommet på banen, men har været der til hver træning, er ligeså meget ansvarlige for holdet succes, som spilleren der har grebet sit 10. TD i sæsonen. Uden nogen at stå overfor til scrimmage til træning, ville den startende WR ikke kunne have scoret 10 TDs. De spillere, der kommer til træning, løfter holdets niveau og gør alle bedre. Det var der desværre ingen, som fortalte mig dengang. Ellers havde jeg taget imod medaljen.

Min begrænsede spilletid min første sæson gjorde mig meget ked af det. Alle vil gerne på banen, og i den alder havde jeg svært ved at sammenligne mig selv med mine konkurrenter og indse, at de sgu nok var bedre end mig. Den manglende spilletid fik mig til at tro, at jeg var en dårlig spiller. Nu ved jeg, at det er helt normalt, at førsteårs-spillere ikke får meget spilletid. Jeg vil også kommunikere flere gange i løbet af året til alle oprykkerne fra U13 og U16, at de ikke skal forvente spilletid deres første år på et nyt niveau, og at det er helt normalt at være på sidelinjen sit første år. Man skal være rigtig dygtig, og der skal være et hul på holdet, man rykker op til, hvis man skal starte som førsteårs. Det var der desværre ingen, som fortalte mig som junior. Efter at have siddet på bænken i et år svor jeg, at jeg ville gøre alt for at være på banen.

For lige at få dette på det rene: I min verden er en førsteårs-U16’er en spiller, som har tre sæsoner tilbage på U16. En andenårsspiller har så to sæsoner osv. Det er altså ikke det samme som rookie.

Det var først, da jeg kom på U19 landsholdet (i mit sidste år som U19’er) og gentagne gange blev rost for mine blocking evner i campen, at jeg indså, at jeg var dygtig. Det bedste øjeblik for mig var, da Anders Frellsen (OL fra Herlev Rebels) sagde til mig: ”Det er svært at svine dig, når coachen hele tiden siger, du er den bedste blocker på holdet.” Jeg husker også en træning, efter hvilken flere spillere kom hen til mig og sagde ”godt spillet idag.” Det var et stort boost for mig.

Jeg spillede EM-kvalifikationskamp mod Finland i 2003 eller 2004, som vi godt nok tabte, men kom med til EM i 2004 i Moskva på et italiensk afbud. Vi boede på et olympisk hotel, som blev bygget, da Moskva var vært for OL på et eller andet tidspunkt. Jeg husker to ting ved hotellet: Der sad en alfons og hans to piger på stue-etagen, og maden til buffeten var så gennemkogt, at vi hældte salt på for at give maden smag. Jeg var med som TE og longsnapper, og vores angreb formåede ikke at score et eneste TD. Vores forsvar kæmpede røven ud af bukserne og scorede turneringens eneste danske TD på en interception. Turneringen blev til en 6. plads-medalje med et blå-gult bånd, efter vi havde tabt til svenskerne i den sidste kamp. En noget uheldig farve til medalje-båndet. Flere af forsvarsspillerne græd, efter vi havde tabt til svenskerne. Jeg følte mig for magtesløs og ineffektiv til at kunne græde over min indsats. Stats kan findes her http://www.efaf.info/text.php?Inhalt=ejc2004

De to næste år i Knights blev til en semifinale, som vi tabte til Vejle efterfulgt af en sæson uden slutspil for vores vedkommende. Jeg var starting TE i stort set alle kampene i den periode. Jeg spillede ikke forsvar overhovedet, da jeg ikke kunne finde ud af at tackle dengang. Det lærte jeg først senere. Nu spiller jeg så defensive end og fik lov til at vinde en Mermaid Bowl, hvor jeg startede som DE. Jeg vil ikke gå mere ind i min tid som seniorspiller, andet end at det var fantastisk at vinde Mermaid Bowl med the Team, og jeg er så stolt over, at vi holdt nullet mod det mest scorende angreb i år, og at jeg fik lov til at være en del af det. Razor fik scoret 28 og 29 point i vores to opgør i den regulære sæson. At gå fra det og hen til at holde dem til 0 point i den største og vigtigste kamp i vores liv…ja, kan man sætte ord på det? Jeg tror stadig der går et par uger, inden jeg fatter det, selvom medaljen hænger ved siden af mig hver dag.

Det var lidt om mig, og hvor jeg kommer fra. Min blog vil være delt op i to dele – En om coaching og en om SGD. Titlen på blog-indlægget vil angive, hvilken kategori indlægget hører til. Mit mål er, at jeg skal skrive en blog hver uge, som vil udkomme om onsdagen, men om jeg kan finde på nok materiale til en blog hver uge, vil tiden vise. Lige nu vil jeg forsøge at veksle mellem at skrive om coaching og SGD, så der kommer et indlæg i hver kategori hver anden uge forskudt. Hvis I har nogle ting, I ønsker jeg skriver om, så kontakt mig på u16@gold-diggers.dk, da jeg gerne tager imod inspiration. Coaching og taktik spørgsmål er specielt velkomne, da det er det primære formål med bloggen.