I dette indlæg vil jeg behandle nogle af de tanker og samtaler jeg har omkring rostermax og argumentere for at det er den rigtige beslutning samt de to næste skridt for dansk amerikansk fodbold: Et fleksibelt kamptilbud i form af stævner og efterfølgende et lavere rostermax på 36 på 11-mandsrækkerne.
Den forkerte medicin
Udsagn: I en periode hvor DAFF lider af medlemstab, så er det den forkerte medicin at begrænse spillernes mulighed for at spille kamp med et rostermax.
Mit svar: Det højeste antal spillere, som et hold er stillet op med til en kamp, er 60 spillere. Det er sket to gange: Razor@Towers og Gold Diggers@Razor, begge i 2017. Af disse 60 spillere, hvor mange er så kommet på banen, og hvor mange af dem har så fået meningsfyldt spilletid? Jeg gætter på, at 45 er kommet på banen, og 36 har fået meningsfyldt spilletid. Er de 15 spillere, der aldrig så banen, bedre stillet, hvis de fik lov til at klæde om til kampen, men ikke kom på banen, eller hvis der var rostermax og et alternativ, hvor de kunne få spilletid?
Jeg tror, at følgende vil ske efter en 2018-sæson med rostermax: De spillere, som ikke regelmæssigt kom med på holdet, vil begynde at fokusere på at få spilletid. Det kan opnås enten ved af skifte klub, eller ved at spilleren spørger trænerne og organisationen, om de vil tilmelde et ekstra hold i næste sæson. Trænerne og organisationen vil tilmelde ekstra hold for at bibeholde spilleren. Her er et fleksibelt kamptilbud et potentielt alternativ, men mere om det senere.
Nogle spillere skifter til en klub, hvor der er hold, hvor de kan få spilletid, og andre bliver i klubben og spiller på det nyoprettede hold. Så får flere spillere mere spilletid, bliver bedre footballspillere og har en bedre oplevelse af sporten. Det burde resultere i, at flere blev i sporten ved, at sporten tilbød mere spilletid. Rostermax burde hjælpe på mere tætte kampe, da man ikke kan vinde på spillerovertal alene mere, hvilket igen giver en bedre oplevelse af sporten. Trænerne skal også blive bedre, da de nu skal få mere ud af færre spillere og alle spillere.
Jeg vil hellere stoppe
Nogle spillere vil hellere stoppe end at skulle skifte klub eller spille for et ekstra hold.
Jeg sætter pris på klubloyalitet, men loyaliteten har den slagside, at spillere, som skifter klub, bliver udstødt og stigmatiseret af deres tidligere holdkammerater. Det kan være bidragende til, at nogle spillere hellere vil stoppe, da de ikke kan klare udstødelsen og stigmatiseringen, men heller ikke at blive i klubben og sidde på bænken.
Nogle spillere vil se det som et nederlag at spille for et andet hold end NL-holdet. Men bliver man virkelig bedre at sidde på bænken for NL-holdet end at spille for et andet hold?
Spillernes indstilling kunne i stedet være, at hvis jeg skal blive bedre, skal jeg have spilletid. Når jeg så er blevet bedre, har jeg bedre chance for at få spilletid på et NL-hold. Det andet svarer til, at man har et mål og et problem, der står i vejen for målet, men man ikke er villig til at overveje de muligheder, der kan løse problemet. Andre burde respektere spilleren, som træffer denne beslutning, da det er hvad der er bedst for spilleren. At kalde spilleren for Judas bidrager blot til spillere, som hellere vil stoppe end at forråde deres klub.
Risici
Det har konsekvenser, at en klub tilmelder flere hold.
Der vil være færre trænere til kamp, så man kan ikke justere teknik så godt under kampen. Hvis man har mindre end 3 trænere (Angrebs-, forsvars- og special teams-koordinator, hvoraf en også er cheftræner), så falder det taktiske niveau. Det taktiske niveau er måske allerede faldet, hvis man har 6 trænere, deler dem i to grupper til kamp og splitter kampene mellem dem, så vil det ene hold stå uden "den rigtige" angrebskoordinator til sine kampe. Omvendt får flere trænere koordinatoransvar, hvilket også er med til at udvikle dem
Flere kampe betyder flere chain crews, medics, holdledere og dommeropgaver. Jeg håber, at mere spillletid og fokus på alle spillerne vil betyde, at flere får en positiv oplevelse i football, og vil blive i klubben længere, både som aktiv spiller og bagefter. Derved burde der komme flere hænder til at løse disse opgaver.
Hvad gør man, hvis man er den eneste spiller, som ikke klarer rostermaxet, og klubben ikke har tilmeldt flere hold? Der håber jeg, at klubberne til formandskongressen vil lave et fleksibelt kamptilbud, hvor spillere bare kan dukke op og blive sat ind på eksisterende hold, lidt ala U12-U14-stævner, hvor klubberne melder til eller fra fra stævne til stævne. Det giver færre aflyste kampe, da der altid er nogle hold at spille mod. Denne struktur ville også hjælpe 9-mandsrækkerne, der i 2016 led under mange aflyste kampe. Til et stævne vil der altid være flere hold at spille mod, så et enkelt afbud gør ikke så ondt. Jeg tænkte, at der kunne være en blanding af rankede kampe (kampe, hvor begge hold kun stiller op med egne spillere), og mix-kampe, hvor et eller begge hold består af spillere fra flere klubber.
Om stævner med mix-hold vil fungere blandt seniorspillere, der kan føle det som værende useriøst, er en risiko. Indstillingen burde være at enhver football er bedre end ingen football. Det burde komme over tid, hvis der blot var tilstrækkelig opbakning til at få et stævne-format til at fungere. En anden risiko er, at en NL-starter vil synes, at det er sjovt at smadre rookies og vil dukke op til disse stævner. Det kan afhjælpes ved, at klubben tilmelder spillere til stævnet. Jeg håber, at dette format vil føles som, at hver kamp næsten er en overtime-duel, hvor angrebet starter på 35'eren og får 3-5 possessions. Det kan blive intenst. Punt og kick-off er fjernet, der spilles på halv bane, så to kampe kan afvikles samtidig.
Man kunne have 4 prøvestævner i 2019, og hvis det fungerer, og der er opbakning, rulle det ud til 9-mandsrækkerne i stedet for turneringsstruktur med tilmelding. Mister en klub spillere i løbet af sæsonen eller mangler spillere en weekend pga. skader og afbud, så springer de stævnet over uden bøder og slutspilsdiskvalifikation. Har de fået flere spillere i løbet af sæsonen og rammer rostermax, eller ligger lige over rostermaxet, så kan disse deltage i stævnerne. Stævnet er meget mere fleksibelt end en turnering, hvor der er tilmelding i jan-marts, der ikke tager højde for større spillertilgang eller -afgang gennem sæsonen.
De nuværende effekter
Gold Diggers har allerede gjort som jeg håbede og har tilmeldt to U19-hold, der begge spille i samme liga. De har måtte ændre deres fokus, så de bruger meget tid på at skabe balance mellem de to hold. De skal taktisk set kunne rumme to meget forskellige spillertrupper samtidig. Man kan ikke vente på at de svageste spillere bliver bedre med tiden, da man har brug for dem, så der kommer mere fokus på dem. Der er dobbelt så mange snaps at dele ud af, så de burde udvikle sig hurtigere. Jeg tror, at de kommer til at få en kæmpe pulje af spillere, der kan spille god bold.
Rostermaxet på 27 i 9-mands-rækker betyder, at klubber får en belønning ved at rykke op til 11-mands. Der er eksempler på kampe, hvor der har stået 41 spillere på holdkortet til en 9-mands-kamp (Køge Marianes vs Holstebro Dragons DS wildcard 2012. Marines vandt 50-0.). Med det antal spillere kunne man spille NL. Det vil ikke ske fremover med rostermax
For højt rostermax i 11-mandsrækkerne
Jeg foreslog oprindeligt et rostermax på 36 spillere, svarende til at man havde 7 backups på angrebet og forsvaret (f.eks. 1 QB, 3 OL og 3 RB/TE/FB/WR). Da man skal bruge mere end 36 spillere over en hel sæson pga. afbud og skader for at fylde op til de 36, vi har intet fleksibelt kamptilbud til de fravalgte spillere, og de klubber, som skal spille internationalt, vil blive svækket til disse kampe, blev rostermaxet sat til 44.
I 2018 er det kun Towers som har nået rostermax i alle deres kampe, og Gold Diggers i en enkelt. Rostermaxet har to effekter, hvoraf kun den første har været i spil i år:
- Mere fokus på spilletid blandt spillere og trænere.
- Mindre spillerovertal betyder tættere kampene.
Her er argumentet for de 36:
I tætte kampe spiller trænere, hvis deres mål alene er at vinde og ikke spillerudvikle, deres 22 bedste på angreb og forsvar, indtil de bliver så trætte, at deres backups er bedre. Der kommer også nogle skader, men de har 14 backups at vælge i mellem til at håndtere skader og træthed. Det burde være rigeligt, at de 14 backups har en fornuftig chance for at se noget af banen, specielt over en hel sæson.
Hvis trænerne vil fokusere på spillerudvikling, kunne man godt bruge 22 backups, som fik 33-50% af spilletiden. Men hvor mange snaps har man brug for at kunne udvikle sig? Jeg tænker 20-30 snaps minimum. Alt under det, så burde man spille for et andet hold, hvor man kunne få det antal snaps. Med et fleksibelt stævnetilbud er det nemt at give spillere flere snaps under sæsonen.
Rotation er nemmere, når man er et tophold, og kan vinde med en svagere opstilling i nogle af kampene, mens et hold som Tomahawks eller Oaks skal stille op i stærkeste opstilling på alle snaps i alle kampe for at kunne vinde. Rotation er sværere for dem end for Towers.
I NL-grundspillet 2012-2017 dukkede et hold op med 26-40 spillere i 70% af kampene, hvoraf 31 spillere var det hyppigste. Et rostermax på 36 ligger tættere på, hvad de fleste klubber har af spillere og vil gøre forskellen mellem top og bund i NL lidt mindre.
Spilletid i Mermaid Bowl 2017
Jeg har møjsommeligt talt, hvor mange spil hver spiller har fået i Mermaid Bowl 2017 og her er resultatet:
Overordnet ser snapfordelingen således ud:
Det skal læses som, at 20 Towers-spillere fik +50 snaps, eller at 7 Gold Diggers-spillere fik 0 snaps. Jeg kan ikke finde på argumenter for, at man har brug for 22 backups i en tæt kamp. 16 spillere får 0 snaps set over begge hold, hvoraf 9 af disse er allerede fjernet med rostermax på 44. 19 spillere har fået 1-9 snaps. Hvad ville have været bedst for dem? Begge hold har reelt kun brugt 29 og 33 spillere.
Spørgsmålet om lavere rostermax handler, om klubberne selv vil sikre spillerne spilletid ved at forvente, at deres trænere roterer regelmæssigt eller tilmelder flere hold (med risiko for flere aflyste kampe) eller om DAFF (=alle klubberne) skal sætte rostermax'et yderligere ned og tvinge klubberne selv til at melde flere hold til turneringen. En tredje mulighed er, at intet yderligere gøres, og op til 11-14 spillere sidder på bænken i en kamp
Spørgsmålet om lavere rostermax handler, om klubberne selv vil sikre spillerne spilletid ved at forvente, at deres trænere roterer regelmæssigt eller tilmelder flere hold (med risiko for flere aflyste kampe) eller om DAFF (=alle klubberne) skal sætte rostermax'et yderligere ned og tvinge klubberne selv til at melde flere hold til turneringen. En tredje mulighed er, at intet yderligere gøres, og op til 11-14 spillere sidder på bænken i en kamp
Derfor mener jeg, at et fleksibelt kamptilbud til spillere, som ikke klarer rostermaxet, og til klubber som oplever store skift i spillertruppen i løbet af sæsonen, er første skridt på vejen i 2019-sæsonen. Hvis det lykkedes at rulle ud, kan rostermaxet sættes ned til 36 spillere. Det har følgende fordele:
- Flere spillere vil få meningsfyldt spilletid, blive bedre fodboldspillere og blive i sporten længere
- Kampene bliver tættere.
- Forskellen mellem top NL-klubber og de andre bliver mindre, da de mindre klubber højest skal stå overfor 36 mand på den anden sidelinje fremfor 44. Oaks, 89'ers og Tomahawks har i snit mødt op med 27-29 spillere i 2018 foreløbig.