I dette indlæg tager vi en pause fra coaching og sætter fokus på U16-holdets forberedelse til 2010-sæsonen. U16 har haft den sidste football træning i 2009 og vil nu styrke- og løbetræne de næste to måneder.
Den første gode ting er, at vores U13-trænere har leveret 10 oprykkere. Drengene har vist fint potentiale, selvom de næppe får mulighed for at vise dette potentiale til kampe næste år, da de ikke vil være fysisk og mentalt klar til at kunne bære en starting plads mod spillere, som er op til 2 år ældre end dem. Vægt-udviklingen i 13-16-årsalderen er på ca. 5 kg pr. år. Den typiske 13-årige vejer 45 kg, og den typiske 16-årige vejer 61 kg. Tallene er taget fra følgende graf. Spillerne har fået at vide, at de ikke skal forvente spilletid, og enhver spilletid den kommende sæson skal ses som bonus. Det er først, når de bliver andenårsspillere, at de kan begynde at kæmpe om en starting plads. Det er en præmis de må acceptere for at komme igennem deres første sæson.
Til gengæld vil de så have fået erfaring i systemet og vil være klar til at spille fra første træning i deres 2. offseason. Det gør en stor forskel at have spillere, der har et års erfaring under systemerne. Det betyder, at man står med et hold, hvor 2/3-dele af holdet har erfaring i systemet, hvor det ellers ville være 1/3. Det er altid spændende og skræmmende at sende sidsteårsspillerne op. Man mister det talent man har fået opbygget, men samtidig vil andre talenter have mulighed for at træde ud af skyggen og vise, hvad de kan. Det er ekstremt vigtigt, at disse spillere er mentalt og teknisk klar til at konkurrere og har lært af dem, som har været over dem på depth charten. Så selvom man ikke har fået spilletid, skal man have brugt det første år godt og være klar til at tage over fra dag 1 i den nye offseason.
Det er nærmest umuligt at bevare holdets identitet og lederskab fra år til år. Hvert år skal spillerne finde deres nye roller for den kommende sæson, og det er umuligt at styre, hvilken mentalitet holdet kommer til at få. Alt hvad spillerne gør mentalt, skal komme fra dem, og man kan ikke tvinge noget ud af dem. Jeg kan godt som træner sige, hvad jeg forventer, men jeg kan ikke opretholde disse principper i omklædningsrummet eller i huddlen under en kamp. Det er spillerne, der selv skal tage det til sig og definere, hvilke værdier deres hold skal stå for. Man kan dirigere dem, men ikke styre dem. Jeg håber, at holdet er i stand til at smelte sammen i god tid inden sæsonstart, og at holdet vil stå for udelukkende positive værdier.
En anden god ting er vores to QBs udvikling, Haidar og Maxi. November måned har vi dedikeret til basics, så oprykkerne kan få etableret nogle grundprincipper, og udvikling af QBs hoveder gennem skelly. De er begyndt at udvikle en forståelse for, hvad de skal se og gøre på de forskellige kastespil. Vores eksekvering og timing er ikke så god, men det skal nok komme. Lige nu handler det om, at de skal kunne tænke og se lidt som QBs. Vores starting QB sidste år, Casper Reinhardt, var suveræn til at forstå, hvad jeg ville opnå på de forskellige spil. Jeg forventer ikke at kunne opnå samme forståelse med de nye QBs, men jeg tror stadig de vil kunne gå ud og gøre mange rigtige ting, når sæsonen starter. Deres kaste-mechanics er ved at falde på plads, og de kan godt kaste bolden langt nok. Jeg ved desværre ikke præcist, hvor langt de kan kaste nu, men målet er en 20 yard bullet og 40 yard lob bold. Selv hvis de aldrig når de mål, vil de sagtens kunne få succes. Reinhardt kunne godt kaste 40 yards, hvilket er kommet op på 50 yards, efter han tog til USA og lærte nogle tricks af senior QBen på deres hold. Begge mine QBs har vist, at de kan løbe bolden i anden halvdel af sæsonen, hvor de fik spilletid. Fokus på løbespillet kommer dog først, når vi starter football igen formentlig i slutningen af januar, så jeg håber, at vi relativt smertefrit kan få løbespillet til at virke. Løbespillet er lidt kompliceret, da man skal have en forståelse for blocking-schemet i forhold til, hvad der sker i backfielden. Fleksibiliteten, der gør løbespillet kompliceret, er dog nødvendig for, at vi kan løbe bolden. Ellers ville forsvaret kunne genkende vores løbespil for nemt.
En rigtig dårlig ting, som en artikel på usfootball lagde fokus på, er fremmøde i offseason. Vi har haft svagt fremmøde på U16-holdet på det seneste. Jeg håber dog, at det skyldes sygdom, og at spillerne snart kommer tilbage til træning.
En sidste god ting er dog, at vi har haft mange nye spillere til træning på det seneste. Pt. har vi haft 7 nye spillere, der har været til mindst 2 træninger, hvor en del sandsynligvis signer (melder sig ind) om ikke så lang tid. Jeg håber virkelig på at få fanget en del af de nye, og dermed komme op på 11 spillere med 75 % i fremmøde. Lige nu har vi 35 indmeldte spillere.
Vi skal nu i gang med styrke- og løbetræning i december og januar, og det bliver spændende at se, hvordan spillernes kroppe udvikler sig i den periode.
NFL: Nej hvor jeg elsker disse smukke øjeblikke eller lydene. Jeg har fået respekt for Matthew Stafford, da han går ind og kaster et TD med en ødelagt skulder i uge 11 kampen mod Browns. Det ændrer dog ikke på at han er den spiller i NFL som har kastet næstflest INT. Dog står han bag en af NFLs svageste OL, hvilket nok har en indflydelse, samt de er det hold, som kaster 4. mest. Oppe i toppen af INT ranglisten ligger en anden rookie QB, Mark Sanchez. Detroit og Jets håbede vel, at de kunne få franchise QBs ala Joe Flacco og Matt Ryan, som gjorde det godt allerede i deres første år sidste sæson. Det er risikoen ved at starte en rookie QB, specielt hvis man ikke har et stærkt mandskab til at støtte op omkring ham. Erfaring betyder dog ikke bedre spil, hvilket Jake Delhomme er bevis på. Og hvad med Jay Cutler, der fører NFL i INT? På 11 kampe er han kommet op på 20, hvor han sidste år i 16 kampe kun havde 18 til sammenligning. Det var ikke det Bears håbede på, da de byttede sig til ham.
Hvilket play-off hold er stærkest? Jeg kan kun se to muligheder: Vikings og Saints, i den rækkefølge. Kommentér gerne.
Har du i øvrigt nogensinde mødt en dansk Lions fan?